Ifølge racens standard er det en medium kat og i forhold til udseende giver det meget brede muligheder for fortolkning og betyder f.eks., at hverken Galliano på 3,6 kg eller Sander på 5,2 kg har fået kritik af deres størrelse på udstillingerne. En burmeser skal være "en mursten svøbt i silke" og det vil sige, at de skal være tungere end de ser ud og have en pels, man bare ikke kan lade være med at røre ved, og de krav opfylder begge katte.
På grund af deres kærlige væsen og uforfærdethed er de særdeles velegnede til børnefamilier. Ingen af mine katte har som voksne boet sammen med børn, men selv helt små børn bliver anset for underholdende og fremtidige killinger vil også til en vis grad være vænnet til børn.
De er utroligt nysgerrige og tillidsfulde og er derfor ikke velegnede til at løbe frit. Hvis der er noget spændende på den anden side af vejen, så ænser de ikke, om der kommer en bil og hvis der er en åben dør eller et åbent vindue, så er det en invitation til at kigge forbi, men det er ikke alle naboer, der er interesserede i at få fremmede katte på besøg og der er desværre også mennesker, der bevidst skader fritgående katte, så derfor har jeg valgt at indhegne min terrasse og sørge for, at kattene kan få opfyldt deres behov på andre måder.