Tempelridderne er omgivet af utallige myter og konspirations teorier. Men hvem var de?
9 riddere ankom til Jerusalem i året 1118 og præsenterede sig for byens konge. De ønskede at overtage rollen som pilgrimmenes beskytter; at redde pilgrimme fra banditter på de lumske veje fra kysten til den hellige by. Kongen modtog dem med åbne arme og tilbød dem indkvartering i, hvad der var kendt som Salomons stalde for foden af Tempelbjerget i hjertet af den helligste by i verden.
Det er hér, deres navn stammer fra: The poor Knights of Christ and the Temple of Solomon.
De arme riddere af Kristus og Salomons Templet.
Ridderne bosatte sig i deres nye hjem og udførte åbenbart deres opgaver som beskyttere.
Det er værd at bemærke, at dette kun er toppen af isbjerget i en lang række mysterier om tempelherrerne: der er nemlig ingen optegnelser om nogen begivenhed, hvor de nogensinde skulle have hjulpet nogen
Arme på grund af deres løfte om armod.
Bernard lyttede til, hvad de havde at sige og påtog sig deres sag. Det var med hans tilskyndelse at ordenen for riddere blev en religiøs ridderorden.
Bernard forfattede teksten til Tempelriddernes ordensregler, et dokument som udgør grundlaget for ordenen. Et fundats, som viste sig at stå fast de næste 200 år.
Men han gik videre end det. Ud over at konstruere fundatsen, brugte Bernard sin indflydelse hos paven. Breve fra Bernard til paven overbeviste senere Vatikanet om at anerkende Tempelridderne som en hellig, militær orden.
Det var ikke det hele. Paven tilsluttede sig deres sag og udvidede det pavelige dekret til at omfatte tempelridderne.
Dette var den ultimative ære og det adskilte Tempelridderne fra alle andre organisationer på den tid. Det pavelige dekret placerede Tempelridderne over alle autoriteter. Ingen konge eller national embedsmand havde nogen autoritet over dem. De refererede til paven og ingen andre.
Denne adskillelse blev også udvidet til at omfatte skattemæssige spørgsmål. Tempelridderne var frigjort for at betale skat til nogen anden autoritet end Vatikanet.
Det gav dem den fordel frem for andre religiøse eller verdslige sammenslutninger, at de kunne ophobe rigdom og velstand uden at miste en procentsats til Kronen. Denne ekstraordinære bevilling på vegne af paven tillod den just flyvefærdige orden at akkumulere rigdomme af en forbløffende størrelse.
Snart havde de bygninger på kryds og tværs i Europa og byggede fantastiske borge, kirker og garnisoner, hvor de end kom hen.
Efterhånden som velstanden steg, flokkedes flere og flere riddere for at blive optaget i ordenen. Tempelridderne blev en formidabel kampstyrke på ganske kort tid.
De koncentrerede sig ikke blot om at ekspandere i Europa, de blev de absolutte ledere af korstogene, som de forsynede med riddere, fodfolk og meget nødvendige økonomiske donationer til de kristne angreb mod muslimerne
Riddernes tapre, sommetider dumdristige, grusomhed blev legendarisk.
De samledes om deres fane, kaldet Beausant, et simpelt sort og hvidt, firkantet flag, som betød alt for ridderne. De svor, at så længe fanen blafrede over kamppladsen, ville de aldrig vige og så længe de var på kamppladsen, ville de sikre sig at fanen blafrede. Det er jo en vældig cirkelkonstruktion - men meget effektiv.
Tempelridderne var fortroppen for korsridderne og ledte kolonnerne af stridsmænd fra fronten.
Aldrig så meget som et øjeblik overvejede de at vige fra en konfrontation - deres eneste svaghed var nok deres stædige attitude og ivrighed efter at komme i kamp.
Denne ivrighed bragte dem ind i konflikter med deres egne allierede ved mange lejligheder, især med deres våbenbrødre fra The Knights Hospitaller, som jo dannede bagtrop og synes at være mere afdæmpede.
Tempelridderne var frygtede og respekteret af deres fjender. Saladin, den mægtige leder af den muslimske hær, skånede aldrig en tempelridder, som ikke accepterede at konvertere til Koranen og Mohammeds ord - og det var der INGEN der gjorde.
Tempelriddernes troskab overfor kristendommen var urokkeligt.
I det lange løb var selv Tempelriddernes mod og engagement utilstrækkeligt til at holde araberne stangen og kristendommen blev drevet tilbage til Europa og Middelhavs øerne.
Mens krigen mod de vantro blev kronet med held i mellemøsten, konsoliderede Tempelherrerne i Europa deres position med magt, indflydelse og velstand.
Deres forretnings imperium var ganske enormt.
De havde deres egen flåde med skibe til transport af uld, al slags gods og, ikke mindst, pilgrimme langs hele Europas kyst og tværs over havet til det hellige land.
De blev, hvad man i dag ville kalde en international virksomhed med en bred palet af brancher.
De introducerede og etablerede international bankvirksomhed.
Deres system af veksler tillod rejsende, på en tid med landevejs røveri og plyndring, at rejse frit rundt uden at bære deres værdier på sig. Penge, som var deponeret i en lokal tempelridder virksomhed, kunne blive begæret udbetalt i en hvilket som helst andet tempelridder virksomhed langs deres rejserute.
Det var det 13. århundredes rejsechecks.
Deres velstand og deres væbnede styrker gjorde dem til en meget sikker organisation.
Deres støtte fra Paven forøgede deres styrke, gjorde dem uangribelige og urørlige.
De opererede uindskrænket i Europa i 200 år og de udnyttede det optimalt.
De var involveret i alle livets aspekter, forretninger og religion.
De besad enorme landstrækninger af landbrugsjord, hvorfra de producerede fødevarer til sig selv og til at handle med. De var hovedproducenter af uld på et tidspunkt hvor uld var en meget værdifuld handelsvare.
De havde en flåde af handelsskibe, som transporterede varer rundt om i Europa.
Det var denne sfære af indflydelse, velstand og våbenmagt som formodentlig forårsagede deres fald.
I begyndelsen af det 14 århundrede havde den franske kong Philip le Belle store problemer.
Han var i stor gæld til Tempelridderne og han havde ikke nogen muligheder for at betale dem tilbage.
For at slippe ud af den situation udtænke han et plot som var lige så skummelt som det var snedigt.
Muligheden for at han kunne sætte sin plan i værk kom, da det lykkedes ham at få en af sine nære venner placeret i pavestolen. Med en venlig pave, der skyldte ham en tjeneste for at have gjort ham til det han var, var scenen sat.
Kong Philip vidste, at hvis han skulle besejre Tempelridderne ville det være nødvendigt at bruge list. Under påskud af at ville diskutere et uopsætteligt spørgsmål, inviterede Philip Tempelherrernes Stormester Jacques De Molay og hans kollega hos the Hospitallers - til at besøge ham i Paris.
Enten havde De Molay ikke nogen anelse om, hvad der ventede ham eller også gik han frivilligt i fælden i den gode sags tjeneste og ofrede sig selv for at så mange riddere som muligt kunne flygte for det, der ventede dem.
Da han først var i kongens varetægt blev resten af planen sat i værk.
Om natten den 12 oktober skulle alle militærforlægninger over hele Frankrig åbne forseglede instruktioner.
Instruksen var, at om morgenen, fredag den 13. oktober, skulle alle tempelriddere arresteres og anklages for kætteri.
Det var lykkedes kongen at afkræve Paven et dekret, der beskyldte Tempelridderne for at være kættere og beskyldte dem for frygtelige forbrydelser overfor kirken og religionen.
De chokerede regionale myndigheder gjorde som de fik besked på og fredag den 13. oktober blev alle Tempelriddere arresteret og smidt i fængsel.
Kongens svigefulde dåd havde overrumplet dem, uvidende som de var om, hvad der skulle ske.
Eller var de?
Her er der igen et eksempel på et mysterium.
En del af kongens plan var at bemægtige sig Tempelriddernes skat fra hovedkvarteret i Paris.
Men der var ikke noget, da han kom derhen.
Også tempelriddernes flåde var fordampet i historiens tåger, forsvundet, og ikke ét faldt i kongens hænder.
Der er usikre forlydender om at en del af flåden forlod La Rochelle i Frankrig natten før arrestationerne og sluttede sig til skibe, der havde været ankret op på Seinen og forsvandt med skatten fra hovedkvarteret i Paris.
Da det totale antal af arresterede riddere blev gjort op, var det kun en relativ lille håndfuld der var blevet taget til fange. Så hvor forsvandt alle og alting hen???
Det er et mysterium, som har bestået indtil denne dag - selvom det er et mysterium som bliver opklaret i små bidder.
Anklaget for at spytte på korset, at tilbede en afgud kaldet Baphomet, at kysse katte bagi og for sodomi blev Tempelridderne nu forhørt af Inkvisitionen og kong Philips lakaj De Nogaret. ALLE de metoder, som Inkvisitionen kendte, blev brugt.
Ingen torturmetode blev undladt i forsøget på at skaffe tilståelser, men ingen gav sig.
Mishandlingerne af de ulykkelige riddere var umådelige. Historier, såsom at de riddere, der blev ført frem i retssalen, bar en lille pose i hånden som indeholdt knoglerne fra hans fødder, som han mistede da de blev ristet over et fyrfad, er ikke ualmindelige.
Efterhånden smuldrede ordenen under anslaget og lige efter planen og hensigterne førte det til, at stormesteren Jacques De Molay blev brændt på et bål. Paven krævede at alle tempelriddere i hele Europa blev arresteret og deres land konfiskeret.
Disse krav blev kun delvist imødekommet i nogle lande.
I Spanien skiftede ordenen navn og gik i alliance med Kongen af Spanien.
I England tog det meget lang tid før man arresterede nogen riddere og kun meget lidt tortur blev brugt. Det tog mange år før man overdrog besiddelserne til The Hospitallers.
I Skotland blev Pavens bandbulle aldrig udført.
Hvordan ordenen spandt sine tråde i den fortsatte histories kludetæppe er et fascinerende emne:
Har de været i Danmark?
Har de bygget rundkirkerne på Bornholm?
Grundlagde de det hemmelighedsfulde danske selskab Sangréal Ordenen?
Blev nogle af ridderne pirater og er det velkendte sørøverflag en omsyning af deres fane?
Tog tempelridderne til Skotland?
Er frimurerne en videreførelse af Tempelridderordenen?
Grundlagde de Schweiz?
Der er mange teorier og alle fortjener en dybere undersøgelse. Læs mere om disse spørgsmål her på siden.
