Dansk   English       Sitemap    
 
 
Teater My modtager Børneteaterpris
 
 
 

Borgmesterens tale ved overrækkelse af Horsens Kommunes Børneteaterpris lørdag den 20. september 2008 på Scandic Bygholm.

 

 

Det er en stor fornøjelse igen at skulle overrække Horsens Kommunes Børneteaterpris i anledningen af Horsens Børneteaterfestival. Prisen består dels af en kontant hæder på 25.000 kr., dels af et mere håndfast bevis: en statuette af Kaj Rugholm.

 

Det er en fornøjelse at uddele denne pris, fordi den er en påskønnelse til et teater eller en person, der med engagement og igennem arbejdets nødvendighed, året rundt, er med til at give børn en kulturel førstehåndsoplevelse.

 

Når børn og kunst mødes, og kunsten poder barnet med en levende kulturoplevelse, så sås der samtidig en spire til, at børnene i fremtiden har øjne og ører åbne overfor verden og det levende kulturliv. Børnene mærker, at der er noget ganske specielt ved at opleve kunsten på tæt hold.

 

Mødet mellem et barn, der har alle antenner ude, og kunst, her legemliggjort af et levende menneske, der spiller noget så mærkeligt som teater, er en overvældende og overrumplende oplevelse for den, der ikke kender teater`koden`.

 

Det er tydeligt for mig, at det kræver sit at spille teater for børn. Der skal tales med stor respekt, og den kunstneriske tilgang skal være både underfundig og seriøs. Der skal ikke faldes på halen eller tales højt og fjollet, blot fordi det er børn, der tales til. Det er ikke klovnerier. Det er skuespil med høj integritet og respekt.

 

Dette års prismodtager besidder en evne, der er uimodståelig for såvel børn som voksne. Med en fast nænsomhed både over for publikum og overfor kunsten tager prismodtageren fat på livshistorier, på kunsten og på publikum. Fra det øjeblik, hvor vores prismodtager lader spillet gå i gang, har ingen mulighed forat forsvinde ud i tomheden. Man føres ved hånden igennem et spil med en betagende og intens spillestil, der i respekt for publikum er både rolig og bestemt.

 

Denne aftens prismodtager har spillet forestillinger for alle aldre, men har et enestående talent for at fange de mindste med sin helt særegne tiltrækningskraft. At kunne spille for denne gruppe kræver noget særligt, og årets prismodtager har evnet at spille for de små uden at ty til det tutte- nuttede og uden nogensinde at springe over, hvor gærdet er lavt. Igennem billeder og historier tager personen med nænsom hånd fat i de allermindste og udfordrer deres sind og smelter publikums hjerter.

 

Der bliver skabt rum for den fokus og ro, der skal til for at kunne tale til os som publikum. Igennem smukke forestillinger, rendyrket æstetik, poetiske fremstillinger og respektfuld ro får prismodtageren sit publikums opmærksomhed og vinder dets respekt overfor kunsten.

 

Prismodtagerens eget teater har ikke mere end en halv snes år på bagen. Så vi har sandsynligvis mange forestillinger til gode fra den kunstneriske skattekiste. - Og i aften skal hun æres for sit store arbejde med de små.

Hun skal hyldes, fordi hun med sit talent giver de mindste et enestående og respektfuldt møde med scenen og kunsten.

 

Hun skal belønnes for, at så kimen til fremtidens mennesker og måske fremtidens teaterpublikum. Modtager af Horsens Kommunes Børneteaterpris 2009 er Mette Rosleff fra Teater My.

Mette Rosleff  | Tlf.: +45 22 44 07 33 | m.rosleff@mail.dk