FØLG OS PÅ FACEBOOK    FØLG OS PÅ INSTAGRAM Instagram

Nye indlæg

Jonas Aaen: Glæder mig vildt

04-03-2016
”Det er altid svært at forudsige, hvordan det vil gå i de første løb i sæsonen. Men her og nu føler jeg, det ser godt ud. Fysisk er vi velforberedt, taktisk har vi flere heste at spille på og mentalt er alle mand klar til at gå i gang med 2016.”

29-årige Jonas Aaen, der efter en længere skadespause sluttede 2015 i flot stil ved at vinde de sidste to afdelinger af Post Cuppen, har pakket tasken og er klar til at tage hul på sin tredje sæson hos Riwal Platform. Sammen med syv holdkammerater tager han fredag morgen til Holland, hvor den 56. udgave af Craft Ster van Zwolle køres lørdag.

”Flere af de ryttere, der er med her, har allerede en del løbskilometer i benene og de vil helt naturligt have en fordel i forhold til os, men vi har lige været igennem en kanon træningslejr og der er ingen tvivl om, at vi bliver rigtigt stærke om to-tre ugers tid, hvor vi har fået mere fart i benene. Men alligevel tror jeg, vi kommer til at præge sæsonens første løb.”

Aaen selv har været gennem en fejlfri optakt uden nogen form for problemer.

”Jeg har været forskånet for både uheld, skader og sygdom, så jeg håber virkelig, jeg er klar, når starten går,” siger Jonas Aaen, ”I hvert fald er jeg lige som de andre meget fokuseret på lørdagens løb. Og det er først når vi sidder i bilen på vej hjem mod Danmark lørdag aften, vi kan vurdere, hvordan vi står i forhold til resten af den utroligt spændende løbskalender, der ligger foran os.”

Udover Jonas Aaen stiller Riwal Platform med disse syv ryttere ved Craft Ster van Zwolle: Patrick Clausen, Troels Vinther, Nicolai Brøchner, Andreas Stokbro, Tobias Mørch Kongstad, Steffen Munk og Jesper Vinkel.

 

Kategori: Sponsornyt