Både Jesper Mørkøv, Casper Folsach og Casper Pedersen har i denne uge repræsenteret Danmark ved VM i banecykling på den olympiske cykelbane i London.
Mens Mørkøv sammen med 6 dages makkeren Alex Rasmussen først skal køre parløb søndag, blev det torsdag aften til VM-bronze i 4 kilometer holdforfølgelsesløb for de to andre Riwal Platform ryttere.
Casper Folsach var med hele vejen, mens Casper Pedersen måtte tage til takke med en tjans som reserve, da holdet efter en lidt skuffende 5. bedste tid i indledende først besejrede Holland og siden Italien på vej til bronzen.
I begge disse løb kørte holdet, der foruden Folsach bestod af Lasse Norman, Frederik Rodenberg og Niklas Larsen to gange under den hidtidige danske rekord, som nu lyder på 3:54,940 minutter.
”Det er ganske vist tredje gang, jeg vinder en VM medalje. Men denne her er klart den vigtigste i og med at det er OL år og alle hold møder toptrimmet frem,” sagde en glad Casper Folsach efter bronzefinalen.