Rasmus Mygind - Dagbog fra træningslejren

”Fuck mand! Har jeg sovet over mig?”

Var det første jeg tænkte da jeg i morges slog øjnene op med et sæt og kiggede forvildet rundt i værelset. Min værelseskammerat, Jesper Vinkel var ikke i sin seng.

”Hvad er klokken?”

Den var heldigvis kun 7:48. Jesper var bare vågnet allerede halv syv og havde sat sig ind i stuen for ikke at forstyrre min skønhedssøvn.

Jeg ynder altid at sove uden vækkeur når jeg træner hårdt eller kører cykelløb. Så vågner kroppen, når den selv vil og får den søvn den har brug for. Her i Calpe serveres morgenmadsbuffeten først fra kl. 8 og vi starter først vores træningsture ud kl. 10, så her er der ikke brug for noget vækkeur for at nå det hele.

Vi bor på Hotel Esmeralda, der er et fint lille 3-stjernet hotel i den bedste sydspanske stil. Dvs. uden isolering og utrolig lydt, hvilket gør at man kan høre alle pensionisterne når de kommer hjem fra stranden og deres aftenssangria i meget godt/højlydt humør.

I dag stod den på træningslejrens hidtil hårdeste træningspas, hvor det både blev til et lille cykelløb på en kortere stigning. Det er første gang vi rigtig får målt os mod hinanden og lad os bare sige at folk har lavet deres lektier hjemmefra.

Det er rigtig fedt at være en del af et hold, hvor bredden er så stor og topniveaet er så højt. Det motiverer mig rigtig meget da jeg jo selvfølgelig gerne vil være den allerbedste.

På bjergtesten i dag var jeg dog hele 25 sek. fra at være den bedste, så jeg må holde tungen lige i munden og forbedre mig lidt inden sæsonen for alvor går i gang midt i marts for mit vedkommende.

Udover testen fokuserer vi også meget på at køre rulleskift og få samarbejdet til at fungere optimalt, så alle får brugt deres kræfter rigtigt og vi får det til at køre flydende. I dag gik alle rulleskiftene godt, hvorimod der de andre dage er blevet kørt lidt for ujævnt.

Det er godt lige at have sådan en lang træningslejr på 10 dage sammen med holdet for at få samarbejdet helt op at ringe inden de første løb kommer, hvor der er stress på og det hele bare skal sidde på rygraden.

Mellem intervallerne går snakken også lystigt og jeg fandt i dag ud af hvorfor hotellet er fyldt med spanske pensionister. Spanierne har efter sigende en ordning, hvor pensionister får betalt deres ferie så længe de bare afholder den i Spanien. Jeg ved ikke om den ville gå i Danmark eller om danskerne hellere vil herned i varmen.

Fx ligesom den ældre dame jeg snakkede med efter træning.
”Er I så hernede hele vinteren?” Spurgte jeg.
”Nej nej, bare lige tre måneder i vores autocamper.”

Den danske vinter kan åbenbart føles rigtig lang for nogle.

For at komme lidt tilbage til dagens træning, så sluttede de hårde intervaller langt fra her. Vi skulle ikke snydes for en masse 40/20’ere.

De er meget kendt inden for cykelverden og går i alt sin enkelthed ud på at køre fuld hammer i 40 sek. og så rulle i tyve, hvorefter der gentages 10 gange og så kørte vi i dagens anledning tre sæt.

Det er noget der virkelig niver i piberne. Især sådan en her dag, hvor lungerne allerede har været ude at ligge på asfalten én gang i forbindelse med cykelløbet.

Samtalemængden ude på cyklede døde også mere og mere ud jo længere vi kom ud på dagens træning. Vi vidste nemlig alle sammen godt at der ventede 5 x 20 sek. spurter til sidst og de fleste af os var ved at være godt møre. Da vi var kommet lidt for langt væk fra hotellet blev det også til seks timer i stedet for de planlagte fem en halv.

Jeg er ikke helt sikker på om dette stunt ikke også var nøje udtænkt at den kære Blaudzun, eller om han bare havde heldet med sig, så vi lige kunne få lidt ekstra træning.

Efter sådan en lang dag på cyklen er det dejligt at der venter frisksmurte sandwiches, lidt proteindrik og –barer samt frisk frugt i form af jordbær, ananas, banan, æble og pære samt müsli og mælk inde på vores massørs værelse. Christina masserer halvdelen af rytterne hver dag, så hendes dag kan godt ende ret sent, når vi først er hjemme og klar til første massage kl. 17.

Vi bor helt ned til stranden, hvor der ligger mange barer, så nogle dage kan vi nå en kaffe enten før eller efter aftensmaden.

Det er jo altid hyggeligt at sidde i godt selskab og nyde udsigten udover vandet og se på klipperne, der tårner sig op. Andre dage er der lige lidt på cyklen, der skal finjusteres og så er det godt at vi har chefmekanikeren med. Han står klar fra seks morgen til midnat har jeg ladet mig fortælle. Har dog ikke selv afprøvet ydertidspunkterne endnu.

Til gengæld er han en af dem der er rigtig vigtige at holde sig gode venner med, så jeg har fedtet lidt for ham og købt et ordentlig læs af hans yndlingsvingummier ovre i det lokale supermarked og en god bunke nespressokapsler til kaffemaskinen, der er fast inventar i lastbilen. Han har jo brug for lidt koffein med alle de timer han står og knokler.

Hernede på træningslejren har han dog for det meste tid til at spise aftensmad sammen med alle os andre, da der ikke er helt ligeså meget stress på som der kan være ude til cykelløb, hvor vi skifter hotel hver dag og der er en masse andet praktisk.

Det er dejligt at hele banden spiser sammen om aftenen, da morgenmaden er mere loose i det, hvor folk kommer dryssende lidt efter lidt. Nogle aftner har vi en lille briefing om dagen der er gået og dagen, der venter. Jeg glæder mig til i morgen for der har vi den første hviledag og de lover godt vejr, hvilket betyder god kaffe, godt selskab og solskin.

Det var alt for denne gang. Jeg håber at I har nydt at læse med.
Rasmus Mygind, rytter på Riwal Platform Cycling Team