
Fredag har sportsdirektør Michael Blaudzun sikret sig Nicolai Brøchners underskrift på en kontrakt for 2016 og Riwal Platforms mandskab for den kommende sæson er hermed komplet.
”Jeg er meget glad for kontraktforlængelsen med Nicolai. Han har helt klar været en af de mest robuste og konstante ryttere på holdet i denne sæson, og har vist en karakter som er guld værd for et hold. Han er både en holdspiller og samtidig en vinder, og jeg ser meget frem til at følge hans udvikling i 2016. En bomstærk rytter, som kommer til at vinde mange cykelløb fremadrettet,” lyder Blaudzuns kommentar til den glædelige nyhed.
Selv er 22 årige Brøchner også glad for at forlænge aftalen.
”Det har været rimeligt let for mig. I 2015 har jeg oplevet et rigtigt godt år, hvor jeg har udviklet mig meget som cykelrytter. Og både løbsprogrammet og de ambitioner ledelsen har for holdet passer mig glimrende,” siger Brøchner, der blandt mange flotte placeringer i 2015 vandt en UCI-sejr i Scandinavian Race i svenske Uppsala i maj måned.
Med Brøchners aftale har Riwal Platform sikret sig de 16 ryttere, der i 2016 skal trække i den orange trøje i kampen om at blive Danmarks stærkeste kontinentalhold:
Nicolai Brøchner
Emil Bækhøj
Steffen Munk Christiansen
Patrick Clausen
Casper Folsach
Jonas Gregaard
Tobias Mørch Kongstad
Kasper Linde
Rasmus Mygind
Jesper Mørkøv
Casper Pedersen
Andreas Stokbro
Jesper Vinkel
Troels Vinther
Morten Øllegaard
Jonas Aaen