Ved weekendens DM i banecykling var de på podiet syv gange til sammen og det er ikke mindst den forståelse for banecykling, de to gange Casper har oplevet fra Riwal Platform ledelsens side, der nu har fået begge de unge ryttere til at forlænge kontrakten med det danske kontinentalhold.
”For mig er der absolut intet, der har talt imod en forlængelse med Riwal Platform,” siger 22 årige Casper Folsach, der ved bane DM vandt en guldmedalje for hold og sølv i scratch og pointløb.
”Vi har et rigtigt stærkt hold med et godt sammenhold og så tæller det virkelig meget, at alle omkring holdet – både ledelsen og sponsorer – bakker fuldt og helt op om vores bane ambitioner her op til OL. Det er oplagt, at vores OL forberedelser kommer til at tage tid fra de aktiviteter, vi ellers ville have haft med Riwal Platform, men der skal på den anden side heller ikke herske den mindste tvivl om, at vi er der 100%, når vi stiller op i den orange trøje på landevejen.”
Og 19-årige Casper Pedersen er helt på linje med sin holdkammerat.
”Jeg er rigtigt glad både for at køre på holdet, for det løbsprogram og hele det set-up, der er på Riwal Platform og så synes jeg især, det er dejligt, at ledelsen udviser stor opbakning i forhold til vores OL-ambitioner på bane,” siger Casper Pedersen, der har haft en flot debutsæson på seniorniveau i 2015.
De to baneryttere har ved adskillige lejligheder vist ekstraordinære evner på landevejen. Således blev Casper Pedersen i 2014 nummer to i juniorklassen ved Paris-Roubaix, mens Folsach året før blev treer ved DM i linjeløb efter Michael Mørkøv og Morten Øllegaard og foran Matti Breschel.