Efter fredagens guld i holdløb og lørdagens suveræne tre podiepladser i scratch rundede Riwal Platforms ryttere fint af ved weekendens bane DM i Odense, idet det blev til tre medaljer – sølv til Casper Folsach og to gange bronze til Casper Pedersen.
Unge Casper P. måtte dog vente godt en halv time efter afslutningen på dagens sidste disciplin – pointløbet – før det stod klart, at det var ham og ikke Elias Helleskov Busk fra Team Ltec, der var blevet nummer tre.
Lasse Norman Hansen og Casper Folsach stak af på en af de første af løbets 160 omgange, og undervejs måtte Folsach opgive at følge med den stærkt kørende OL-guldvinder fra legene i London 2012.
Norman blev en suveræn vinder, mens Folsach blev en lige så overbevisende nummer to. Men da Helleskov Busk blev bedt om at komme på podiet for at blive hyldet, måtte Jesper Mørkøv gøre kommisærerne opmærksom på, ar Casper Pedersen rent faktisk var en omgang foran Ballerup-rytteren.
Det afstedkom en del diskussion og efterfølgende gik kommisærerne alle notater igennem med det resultat, at Riwal Platform hentede endnu en medalje til samlingen.
Forinden havde Casper Pedersen vundet dagens første bronzemedalje, da han kørte 1000 meter på tid i tiden 1.05,2 – præcis et sekund langsommere end Lasse Norman.
Casper Pedersen, der vandt disciplinen sidste år, var yderligere 0,4 sekund efter den kun 17 årige Frederik Rodenberg Madsen fra DCR, Ballerup.
Weekenden kastede dermed imponerende syv medaljer af sig til Riwal Platform - to af guld, to af sølv og tre bronzemedaljer.