FØLG OS PÅ FACEBOOK    FØLG OS PÅ INSTAGRAM Instagram

Nye indlæg

Troels Vinther fra CULT til Riwal Platform

01-10-2015
 
(foto: CULT Energy)
 
Riwal Platform fortsætter oprustningen frem mod sæsonen 2016.
 
Torsdag middag har sportsdirektør Michael Blaudzun fået sin ønskerytter i skikkelse af 28-årige Troels Vinther, som er hentet hos CULT Energy. Her har han kørt de seneste tre sæsoner efter at han 2012 havde kontrakt med Bjarne Riis på Team Saxo Bank.
 
”Det er i mine øjne et scoop at få tilknyttet Troels Vinther,” siger en begejstret Blaudzun, ”Dels er han en rytter, som efter mine begreber for eksempel vil kunne køre sig til en podieplads i Post Danmark Rundt og dels vil han med sin rutine og sit overblik være en fremragende ”Capitaine de Route” for hele vores hold.”
 
Og Troels Vinther glæder sig til de nye udfordringer hos Riwal Platform.
 
”Jeg ser Riwal Platform som et mandskab med et fint potentiale,” siger den tidligere Pro Tour rytter, ”Holdet sigter på stille og roligt at vokse sig større og større. Og den udvikling vil jeg gerne væren en del af.”
 
Også Michael Blaudzuns tilstedeværelse har fået Troels Vinther til at vælge skiftet til Riwal Platform.
 
”Jeg føler mig overbevist om, at Michael med sin enorme erfaring vil kunne lære mig rigtigt meget,” siger Troels Vinther, ”Jeg føler, jeg har meget udviklingspotentiale i mig og selv om jeg er fyldt 28, er jeg stadig ung og har meget at lære. Så Riwal Platform er en fin mulighed for mig til få vundet nogle cykelløb og komme tilbage på topniveau.”

Kategori: Cykelnyt