Samtidig med, at Jonas Aaen lagde resten af Post Cup feltet bag sig i Helsinge, viste fem af de orange ryttere flaget på fornemste vis i det uhyre stærkt besatte svenske løb Velothon Stcckholm, der rangeres som et UCI-løb i 1.1 klassen og har fået stemplet ”Major” af den internationale cykelunion.
”Det meste af dagen havde vi Rasmus Mygind med i et firemands udbrud, og da de blev hentet, var Nicolai Brøchner stærk i spurten, hvor han kom ind som nummer fem. I det hele taget synes jeg, drengene kørte et rigtigt fint løb, og jeg er ”mycket nöjd”,” sagde sportsdirektør Lucas Persson.
De 182 kilometer på en rute, der gik sydpå fra den svenske hovedstad, blev vundet af den 27 årige slovener Marko Kump fra Adria Mobil foran nordmanden Daniel Hoelgaard fra Team Joker.
Ikke præcis nogen ny fornemmelse for Kump, der kunne notere sig for sin 18. sejr i 2015 sæsonen.
Rasmus Mygind kom ind som nummer 68 i samme tid som vinderen, mens Kasper Linde var 27 sekunder efter på en 88. plads.
Tobias Kongstad blev nummer 89 to sekunder efter Linde og endelig sluttede Jesper Mørkøv som nummer 94 med et tidstab på 40 sekunder.