FØLG OS PÅ FACEBOOK    FØLG OS PÅ INSTAGRAM Instagram

Nye indlæg

Ny Post Cup sejr til Jonas Aaen

13-09-2015
(Foto: CyclingPhoto.dk)
 
For anden Post Cup afdeling i træk kom Jonas Aaen alene i mål, da han søndag på den sidste af de ti 4,1 kilometer lange afsluttende omgang rystede Mark Sehested, TreFor Blue Water, af på vej ind mod opløbet i Helsinge.

Casper Pedersen understregede en fin dag for Riwal Platform, da han kom ind som nummer fire, mens Casper Folsach blev nummer otte.

Eneste minus på en flot præstation i Nordsjælland var, at Morten Øllegaard ikke kom med, da dagens store udbrud med 24 mand kørte relativt tidligt, og han missede dermed chancen for at tage de point, der skulle til for at overhale Mark Sehested samlet.

Nu endte det med, at Asbjørn Kragh Andersen overhalede Øllegaard i den samlede stilling, men Riwal Platform rytteren holdt podiepladsen og de orange besatte også den bedste placering uden for podiet, idet Casper Folsach blev en samlet nummer fire.

”Jeg synes, drengene kørte et fantastisk løb,” lød den umiddelbare reaktion fra sportsdirektør Michael Blaudzun, ”Jonas og de to gange Casper var antalsmæssigt overmatchet af TreFor, der havde seks mand med i udbruddet. Men de kørte fremragende og vi fik det optimale udbytte: En sejr og samlet podieplads. Det var flot.”
 
I den samlede Post Cup stilling havde Riwal Platform tre ryttere i top seks:

3. Morten Øllegaard 45 p.
4. Casper Folsach 44 p.
6. Jonas Aaen 40 p
 
 

Kategori: Cykelnyt