FØLG OS PÅ FACEBOOK    FØLG OS PÅ INSTAGRAM Instagram

Nye indlæg

Forrygende Riwal Platform dobbeltsejr i Sønderborg

23-08-2015
Foto: CyclingPhoto.dk
 
Jonas Aaen kørte alene over målstregen for foden af historiske Dybbøl Mølle, da han søndag i suveræn stil vandt 4. afdeling af Post Cuppen, og Riwal Platforms dejlige dag i Sønderborg blev helt komplet, da Morten Øllegaard spurtede sig til en andenplads foran Stefan Djurhuus fra Team Almeborg-Bornholm.
 
Feltet kom ualmindeligt hurtigt af sted, og allerede på de første af de ialr ti 14,5 km lange omgange måtte de første ryttere slippe feltet.
 
En af de ryttere, der havde det svært var Riwal Platforms Emil Bækhøj, der har døjet med en knæskade. Alt imens holdkammerat Casper Pedersen som den første var ude og vise den orange trøje i et udbrud.
 
Også Nikola Aistrup og Nicolai Brøchner prøvede lykken i løbets første halvdel – men det var først på sjette omgang, fem mand for alvor fik slået et hul af betydning.
 
Med i dette udbrud var Riwal Platforms Casper von Folsach, og på ganske kort tid lykkedes det kvintetten at etablere sig tre et halvt minut foran feltet.
 
Forspringet voksede til seks et halvt minut, før feltet for alvor skruede op for gassen og så gik det stærkt med at æde tidsforskellen.
 
Jonas Aaen, Morten Øllegaard og Martin Grøn var med i første forfølgergruppe, mens Post Cuppens førende rytter Asbjørn Kragh Andersen efter et styrt havde sat sig frem foran for at trække feltet.
 
Kasper Linde og Nikola Aistrup lagde sig i bred front foran i feltet og forsøgte at trække tempoet ud, så de 16 mand på mellemhånd kunne få det bedst tænkelige udgangspunkt før de syv små omgange a fem kilometer, som sluttede løbet af.
 
Christian Moberg forsøgte at gå solo, da der blev taget hul på løbets sidste fase, mens forfølgergruppen hentede Folsach og co lidt længere tilbage, men også Team ColoQuick rytteren blev hentet og feltet lå nu tre et halvt minut tilbage med en lille gruppe på mellemhånd, hvor Riwal Platform var repræsenteret af Tobias Kongsted og Casper Pedersen.
 
Kort efter stak Jonas Aaen sammen med Patrick Clausen, TreFor-Blue Water og Stefan Djurhuus fra Team Almeborg-Bornholm. Trioen fik et solidt forspring, før Aaen 15 kilometer før mål stak alene – og viste aldeles suveræn kørsel i slutfasen.
 
Morten Øllegaard satte Riwal Platform trumf på, da han med en formidabel spurt sikrede sig andenpladsen.



Kategori: Cykelnyt