Bortset fra Nikola Aistrup, der befinder sig i USA, stiller Riwal Platform med samtlige ryttere, når den syvende udgave af Jutlander Bank GP skydes i gang i Aars torsdag aften klokken 18.30.
”Ingen tvivl om, at vores ryttere i den grad kommer til at føle sig på hjemmebane,” siger løbets arrangør Mogens Kristensen, ”De er meget populære her i Himmerland og der har været stor lokal opbakning til holdet lige siden vi kørte første gang i 2009.”
”I år forventer vi et sted mellem 8000 og 10.000 tilskuere til løbet, og det må betegnes som helt ekstraordinært set i lyset af, at der kun bor 8000 mennesker i Aars.”
Jutlander Bank GP, der kan præsentere det største felt til et dansk gadeløb, blev sidste år vundet af Riwal Platforms Jonas Aaen, og han vil stensikkert gøre alt for igen at komme hurtigst rundt efter en time plus fem omgange på den 1400 meter lange rundstrækning.
”Løbet er helt specielt, idet halvdelen af ruten køres på brosten op ad bakke,” siger Mogens Kristensen videre, ”Vi har regnet ud, at der er flere brosten i Jutlander Bank GP, end der er i Flandern Rundt. Og rytterne er tvunget til at køre på dem alle sammen i og med at vi har flyttet tilskuer-banderne helt ud til kanten af vejen.”
Udover Riwal Platforms 12 ryttere stiller Tre-For Blue Water med et hold på 13 og det indtil videre 88 mand store felt har deltagere fra i alt seks nationer.
Fredag skal de 12 Riwal Platform ryttere og sportsdirektør Michael Blaudzun igen i aktion, når de stiller op til Handelsbanken Gadeløbet i Herning.