FØLG OS PÅ FACEBOOK    FØLG OS PÅ INSTAGRAM Instagram

Nye indlæg

Sejr til Breschel - flot etape af Riwal Platform

07-08-2015
 
For anden dag i træk vandt Matti Breschel en etape i Post Danmark Rundt, da han fredag middag besejrede Edvald Boasson Hagen og Magnus Cohrt i en forrygende massespurt i Fredriksværk efter 4. etapes 115 kilometer fra Slagelse.
 
Det var Tinkoff Saxo rytterens niende sejr i Danmarks største cykelløb – ny rekord for løbet.
 
Riwal Platform var endnu engang med til at sætte præg på begivenhederne.

Først var Jonas Aaen efter godt 15 kilometer med til at etablere dagens første seriøse udbrud, da han sammen med tre øvrige ryttere fik slået hul omkring Bjernede. Fire mand blev til otte og lidt senere til 13, og blandt andet sluttede sidste års vinder, Michael Valgren fra Tinkoff Saxo sig til frontgruppen.

Jonas Aaen vandt begge de indlagte bakkespurter og sikrede sig 20 point, hvilket rækker til en 5. plads i bakkekonkurrencen.

Det ændrede ikke på, at udbruddet blev hentet små 50 kilometer før mål, og ti kilometer senere var det Rasmus Mygind, der rykkede. Først i en tremandsgruppe, som på vej ind mod Frederiksværk blev fordoblet, så seks ryttere kom først ind på rundstrækningen i den nordvestsjællandske by.

Tinkoff Saxo rytterne gik i front for at hente udbryderne. Ved anden passage af målstregen var Rasmus Mygind sammen med Astanas belgier Laurens De Vrees kun seks sekunder foran.

Mygind var sidste mand, der gav sig, men da rytterne gik ud på sidste omgang, var feltet samlet og Breschel var endnu engang hurtigst. Flot sat i scene af Christoffer Juel jensen.

Kategori: Cykelnyt