
Efter 12 år som professionel har Riwal Platform Cycling Teams Mads Christensen besluttet sig for at indstille sin karriere som cykelrytter.
”Jeg stopper med øjeblikkelig virkning, da jeg efter lang tids overvejelser har besluttet mig for at tiden er inde til at prøve kræfter med noget nyt,” siger 31 årige Mads Christensen, der i løbet af sin karriere har kørt som professionel for Quick Step, Barloworld, Designa Køkken, Glud & Marstrand, Tinkoff-Saxo, Team Cult Energy og senest for Riwal Platform.
”Jeg glæder mig til at have mere tid sammen med min familie samt til at øge mit engagement hos bikefits og træningsfirmaet Velofit,” siger Mads Christensen videre,
”Og jeg vil samtidig gerne benytte lejligheden til sige tak, til alle de, der har støttet mig gennem årene. Det har betydet rigtigt meget for mig.”
Hos Riwal Platform har man fuld forståelse for Mads Christensens situation.
”Vi bakker hundrede procent op om Mads i forhold til den vanskelige beslutning, han har taget. Og vi ønsker ham al mulig held og lykke fremover,” siger Steffen Kromann, direktør for Riwal Platform Cycling Team.
Blandt mange andre flotte resultater har Mads Christensen vundet bronze ved VM for U23 ryttere i 2004.
Karrierens mest opsigtsvækkende resultater ser således ud:
• 2001: Vinder af DM på bane i disciplinerne parløb, holdløb og 4km. Individuelt.
• 2003-04: U23 Danmarks mester i landevejs cykling, samt enkeltstart.
• 2004: U23 VM Bronze medalje på landevej .
• Kørt fire Grand Tours, 3x Giro de Italia og 1x Vuelta a Espana, samt Tirreno Addriatico, Paris Nice, Amstel Gold Race, Liége Bastogne Liége
• 2012: Vinder af bjergtrøjen i Baskerlandet Rundt