Øllegaard på ny ind som nummer 10

31-07-2015
For anden dag i træk kom Morten Øllegaard ind som nummer 10 i det polske etapeløb Dookola Mazowsza.
 
Riwal Platform Cycling Team sprinteren var med den 81 ryttere store hovedfelt hjem efter dagens 150 kilometer fra Zwolen til Kozienice og det samme var hans tre holdkammerater Kaspar Schjønnemann (nr 58), Kasper Linde (59) og Nikola Aistrup (81).
 
Jesper Mørkøv kom ind som nummer 93 – 53 sekunder efter feltet, mens Tobias Kongstad blev nummer 103 af de 105 ryttere, der fuldførte, 2:43 efter.
 
"Tobias lå sammen med to andre i udbrud det meste af dagen, og da de blev hentet, var der udsolgt hos ham," siger sportsdirektør Christian Ranneries.
 
Vinder af dagens etape blev den kun 20 årige tysker Willi Willwohl fra LKT Team Brandenburg, der også vandt en etape i 2013 udgaven af Dookola Mazowsza.
 
Den gule trøje sidder dog stadig på polakken Grzegorz Stepniak fra CCC Sprandi Polkowice, som har fire sekunder ned til tyske Kersten Thiele.
 
I klassementet er Nikola Aistrup fortsat bedste Riwal Platform Cycling Team rytter som nummer 24 – 1:36 efter. Øllegaard er nummer 27 yderligere tre sekunder efter.
 
Lørdag køres den afsluttende etape – 161,4 kilometer på en 53,8 kilometer lang rundstrækning omkring kurbyen Kozienice, der skal gennemkøres tre gange.

Kategori: Cykelnyt