Styrt og 6. plads til Riwal Platform i Polen

26-07-2015

Både Nikola Aistrup og Emil Bækhøj måtte en tur i asfalten, da der søndag blev kørt den 148 kilometer lange sidste etape af det polske etapeløb Podlaise Tour på en rundstrækning i byen Zambrow.
 
Bækhøj styrtede oven i købet to gange og de to Riwal Platform Cycling Team ryttere kom i mål lidt efter hovedfeltet, hvor holdkammerat Nicolai Brøchner spurtede sig til en sjetteplads.
 
Etapen blev vundet af det hollandske talent Stefan Poutsma fra Cyclingteam Jo Piels, som på sidste omgang fik slået hul til feltet sammen med den kun 20 årige lette Krists Neilands fra Rietumu – Delfin.
 
Samlet vinder af Podlaise Tour blev den dobbelte ukrainske mester Andrey Vasylyuk fra Kolss BDC Team. 27-årige Vasylyuk er i øvrigt ikke helt uvant med at vinde polske etapeløb. Således vandt han i april i år sæsonens udgave af løbet med det mundrette navn, Szlakiem Bursztynowym Hellena Tour.
 
”Vi forsøgte flere gange at få folk i udbrud i den kraftige sidevind, men det lykkedes ikke helt,” siger sportsdirektør Christian Ranneries, der samlet set glæder sig over sit holds indsats.
 
”Alle seks ryttere har gjort en god figur, og det er glædeligt, at både Rasmus Mygind og Jonas Aaen slutter i top 10,” siger Ranneries, ”Jeg synes den form drengene er i, lover godt for Post Danmark Rundt.”
 
Ranneries bliver i Zambrow forud for næste uges etapeløb Dookoła Mazowsza og han vil mandag offentliggøre, hvilke syv ryttere, Riwal Platform Cycling Team stiller med til årets danske cykelbegivenhed.

Kategori: Cykelnyt