Casper Pedersen nr. 6 ved U23 DM

07-06-2015
Riwal Platform Cycling Team skulle i dag prøve at forsvare Emil Bækhøjs flotte U23 mesterskabstrøje fra 2014, men allerede fra morgenstunden vidste holdet, at det ville blive meget vanskeligt.
Foto: CyclingPhoto.dk
 
To af holdets 6 ryttere til start var nemlig blevet ramt af et maveonde i løbet af natten, hvorfor holdets stærke sprinter, Nicolai Brøchner, og Tobias Mørch Kongstad begge måtte udgå ret tidligt i løbet.
 
Dermed var de fire øvrige ryttere på holdet på en meget stor opgave, idet de var talmæssigt underlegne i forhold til de øvrige Continental Teams.
 
Opgaven blev desværre heller ikke gjort lettere af, at holdet kun havde Casper Folsach med i dagens første alvorlige udbrud, der bestod af hele 13 ryttere. Dette udbrud fik afgørende betydning, da løbet reelt blev afgjort blandt disse + 14 andre ryttere der efterfølgende kørte frem til dem. Blandt de sidst ankommende var heldigvis både Casper Pedersen og Martin Grøn, mens Emil Bækhøj blev fanget i en bagved liggende gruppe, og dermed desværre aldrig kom til at få muligheden af at forsvare mesterskabstrøjen.
 
Team coloQuick og TreFor – Blue Water var talmæssigt overlegne i frontgruppen, og havde flere muligheder at spille ud. På et tidspunkt lykkedes det for 4 ryttere fra de to hold at komme afsted alene, hvorefter den meget formstærke Søren Kragh Andersen alene kørte frem til dem. Løbet blev dermed afgjort blandt disse fem ryttere med Jonas Gregaard Wilsly som vinder.
 
Casper Pedersen blev bedste Riwal Platform rytter, idet han vandt forfølgergruppens spurt og blev nr. 6. Martin Grøn afsluttede denne gruppe og blev nr. 11, mens Casper Folsach blev 13 og Emil Bækhøj 26.
 
Naturligvis er vi skuffet over ikke at komme på podiet i dag, men vi havde svære odds på grund af sygdom. Det er ikke nogen undskyldning, men sådan er cykelløb engang imellem”, fortæller manager Mogens Kristensen

Kategori: Cykelnyt