FØLG OS PÅ FACEBOOK    FØLG OS PÅ INSTAGRAM Instagram

Nye indlæg

Riwal Platform klar til Tour of Norway

18-05-2015
I den kommende uge skal rytterne fra Riwal Platform Cycling team ud på deres ubetinget største internationale opgave i år, idet de træder ind på den helt store scene i forbindelse med Tour of Norway.
Foto: Søren Friis, FotoLab
 
Der er tale om et hidtil uset stærkt felt med ikke mindre end 7 World Tour Teams og 7 Pro Continentale Teams. Det stjerne spækkede felt består bl.a. af navne som Alexander Kristoff, Edvald Boasson Hagen, Fabian Cancellara og Lars Petter Nordhaug, så de orangeklædte danske drenge får hænderne fulde.
 
Derfor er man også realistiske med målsætningerne, fortæller sportschef Christian Ranneries. "Hvis vi kan få et par top 10 placeringer med hjem – og måske en rytter i top 20 i klassementet – så skal vi være tilfredse. Det må imidlertid ikke forstås således, at vi ikke kører vores chance. Vi vil forsøge at komme med i udbruddene, og hvis der bliver samlede afslutninger, skal vi naturligvis forsøge at få Brøchner og Øllegaard med frem. Det er enestående chance for at vise os frem, og vi glæder os", afslutter Christian Ranneries.
 
Manager Mogens Kristensen glæder sig også til løbet. ”Det sker jo ikke så ofte, at vi får lov til at møde Team Katuscha, Tinkoff-Saxo, Lotto Soudal, Orica GreenEgde, Team Sky, Team TREK, MTN-Qhubeka og alle de andre i et og samme løb. Det er en kæmpe opgave, og forhåbentlig kan vi komme til vise flaget frem på bedste vis. Det har derfor været svært at sammensætte holdet, men vi har lavet en god blanding af unge og mere erfarne ryttere. Desværre blev vores kaptajn, Jonas Aaen, ikke klar til opgaven, men de andre er indstillet på at vise, at de godt kan selv”.
 
Riwal Platform Cycling Team stiller med følgende ryttere: Nikola Aistrup, Nicolai Brøchner, Emil Bækhøj, Martin Grøn, Rasmus Mygind og Morten Øllegaard.
 
Løbet bliver vist på flere TV stationer, så der vil være mulighed for at se løbet live.

Kategori: Cykelnyt