Da Kasper Klostergaard blev indkaldt for at aftjene sin værnepligt og efterfølgende valgte at indstille karrieren, efterlod det et hul i truppen hos Riwal Platform Cycling Team, der i år har et særdeles stort internationalt løbsprogram, hvor man er afhængig af at have 14 ryttere på holdet.
Nu kan holdet imidlertid præsentere afløseren, og det bliver den danske Europamester i Dernypace, 26-årige Jesper Mørkøv, der senest har imponeret det danske cykelpublikum ved 6-dages løbet i Ballerup.
Jesper Mørkøv var egentlig tiltænkt en hovedrolle hos DCU-Teamet Team IBT Isolering - Ridley, men her har man valgt at imødekomme et skifte for Jesper Mørkøv, der bevirker at Jesper Mørkøv får en chance på Continental niveau.
"Vi er meget glade for at kunne præsentere Jesper Mørkøv som ny Riwal Platform rytter. Han er en erfaren herre, der ved hvad der skal ydes for at være med på det her niveau. Da han lever som fuldtids professionel, har han mulighed for at være til rådighed for vores store løbsprogram", fortæller manager Mogens Kristensen og tilføjer: "Vi er meget glade for, at vores gode kolleger hos Sydkystens Cykling havde forståelse for vores situation. Sådan er det heldigvis indenfor dansk cykelsport – vi hjælper hinanden!"
Jesper Mørkøv er glad for at få chancen hos Riwal Platform Cycling Team: "Jeg glæder mig rigtig meget til at få chancen hos Riwal Platform Cycling Team. De har et løbsprogram, der er attraktivt for enhver dansk cykelrytter. Jeg kender næsten alle de andre på holdet, og mange af dem er mine daglige træningskammerater, så jeg håber på, at jeg ret let kan glide ind på holdet og yde mit til, at vi får succes".
Christian Visby fra Team IBT Isolering - Ridley fortæller om skiftet: "Det var med stor glæde da Jesper valgte at køre for Team IBT Isolering – Ridley. Vi har nu haft kontakt med Jesper de sidste måneder, han har været en herlig rytter at have med at gøre både på vores tidlige forårstræninger og ikke mindst i det daglige liv omkring Teamet. Det er dog en blanding af glæde og ærgrelse over Jespers farvel til os. Ærgrelsen er egentlig, at Jesper nu er blevet vores konkurrent, glæden overskygger ærgrelsen, ved at kunne sende Jesper videre til et hold som kan udnytte hele hans potentiale. Vores status som DCU Team vidner om vores korte liv i cykelsporten - Continental niveau kræver jo et meget længere liv.
Vi ønsker Jesper held med det nye hold, jeg er sikker på at der kommer smil på læben, når han sidder og kigger ind i vores Servicebil efter en dunk eller et hjul".
Det forventes, at Jesper Mørkøv får debut i den orange trøje i forbindelse med to nordtyske løb d. 28. og 29. marts.