FØLG OS PÅ FACEBOOK    FØLG OS PÅ INSTAGRAM Instagram

Nye indlæg

Nicolai Brøchner på flot femteplads i stærkt besat løb

08-03-2015
Med mindre end 10 kilometer tilbage af Rabobank Dorpenomloop Rucphen 2015, i Holland, lå Nicolai Brøchner, Riwal Platform Cycling Team, fint i et 16 mands udbrud, som havde et halvt minut til hovedfeltet. Med 3 kilometer til mål gik der taktik i gruppen. Tempoet faldt, og pludselig stak den senere vinder fra udbrydergrupen.
 
Nicolai Brøchner, som havde set stærk ud, kom ikke med i det desperate forsøg, men en femteplads i løbet vidner om den stigende formkurve, han er ved at opbygge.
 
"På et tidspunkt styrter Morten Øllegaard, som vi havde regnet med skulle køre med i finalen, men heldigvis er holdet i stand til at omstille sig og derfor var det Nicolai Brøchner, som blev sendt frem", fortæller sportschef Christian Ranneries fra Holland.
 
"Forinden havde vi sat holdet til at lukke et hul, da der var omkring 35 kilometer til mål. Her viste holdet sin sande styrke og da Nicolai Brøchner så kom med i det afgørende udbrud, var vi fortrøstningsfulde", siger Christian Ranneries.
 
"Jeg synes selv, at jeg sad godt med i udbruddet, men da ham BMC-manden, Floris Gerts, kørte, havde jeg ikke mere at skyde med, så jeg er tilfreds med min femteplads i dag", fortæller Nicolai Brøchner.
 
"Det, vi viste i dag som hold, var ganske imponerende. Når man sidder i bilen bag rytterne og ser, at de er i stand til at ændre taktik efter forholdene,så har vi minsandten fat i noget af det helt rigtige", konstaterer sportschef Christian Ranneries.
 
Morten Øllegaard udgik i dag , men han er OK og ventes klar til næstes uge to højtprofilerede UCI 1.1 løb i Holland: Albert Achterhes Pet Ronde van Drenthe,lørdag, og Energiewacht Dwars door Drenthe, søndag.

Kategori: Cykelnyt