En af Riwal Platform Cycling Teams mest erfarne og bærende kræfter, Kasper Klostergaard, vil også køre på holdet i sæson 2015. Samtidig har holdets nye sponsor DANcycling ansat Kasper til at udvikle og stå for cykelrejser.
- Vi er rigtig glade for, at Kasper vælger at forlænge og fortsat bidrage til projektet, udtaler manager Mogens Kristensen.
- Med sin store erfaring og personlighed er Kasper en af holdets ledere, som kan øse af sin store erfaring og være med til at udvikle de unge ryttere. Og så må vi ikke glemme, at Kasper er en meget dygtig cykelrytter, som i 2014 blandt andet vandt en suveræn sejr i klassikeren Fyn Rundt efter at have kørt solo de sidste 40 km.
Hjem til Danmark
I forbindelse med forlængelsen med Riwal Platform Cycling Team flytter Kasper fra Italien til Danmark og starter et job hos holdets nye sponsor, DANcycling. Her skal Kasper blandt andet være med til at udvikle, arrangere og gennemføre cykelrejser i Europa, og får samtidig fleksibilitet i forhold til at videreføre karrieren som cykelrytter.
Direktør Steffen Kromann udtaler:
- Det ligger os meget på sinde, at vores ryttere ikke bare udvikler sig som cykelryttere, men som hele mennesker. Det er vigtigt for os at kunne rådgive og hjælpe de mere erfarne professionelle ryttere med en god overgang til det civile liv. Formidlingen af kontakten mellem vores nye sponsor DANcycling og Kasper er tæt på at være den ideelle løsning. Kasper kan starte et godt sted i det civile liv og arbejde med sin passion, samtidig med at han fortsat bidrager sportsligt på holdet.
Kasper Klostergaard selv er glad for at fortsætte:
- Riwal Platform Cycling Team er et spændende hold i stor udvikling. Både sportsligt og i netværket af firmaer bag holdet. Vi har nogle meget spændende U23 ryttere. Jeg kan godt lide at være med til at forme de unge fremadstormende ryttere og ser frem til at hjælpe holdet til succes i 2015.
Satsning på cykelrejser
Holdets nye sponsor, DANcycling, er startet op af Danski, som i mere end 33 år har sendt tusindvis af glade skigæster til Alperne. For at udjævne sæsonudsving satser firmaet nu endnu mere på cykelrejser om sommeren og har ansat Kasper Klostergaard til at stå for denne satsning.
Direktør i Danski, Anders Højlund udtaler:
- Det er et hold præget af entusiasme med ambitionerne intakte. Samtidig er der en rummelighed og human indstilling til tingene, og det ville vi gerne bakke op om. Netværket bag holdet giver utrolig meget igen – også selvom man ikke er ekspert i cykling – og vi ser frem til samarbejdet.
Yderligere info:
Manager Mogens Kristensen, 40 27 08 29, mkr@riwalcyclingteam.dk
Direktør Steffen Kromann, 21 83 56 10, sk@kromann-connect.dk