FØLG OS PÅ FACEBOOK    FØLG OS PÅ INSTAGRAM Instagram

Nye indlæg

Nikola Aistrup forlænger kontrakt

14-10-2014
Nikola Aistrup klar til endnu en sæson for Riwal Platform Cycling Team

27-årige Nikola Aistrup er efterhånden synonym med Riwal Platform Cycling Team, idet han har været tilknyttet holdet uafbrudt siden 2010. I disse år er det blevet til ikke mindre end 11 sejre plus en sejr i bakkekonkurrencen ved Post Danmark Rundt 2012. Nikola Aistrup er en stærk og stabil rytter, der meget ofte er med, når løbene skal afgøres. I 2013 blev det f.eks. til ikke mindre end 22 top 10 placeringer. Denne stabilitet viser sig også ved, at Nikola Aistrup i den afsluttede sæson toppede DCUs statistik liste.

I 2014 var der lagt op til, at Nikola Aistrup atter skulle køre med om bakketrøjen ved Post Danmark Rundt. Den drøm blev imidlertid umuliggjort, idet han allerede på anden etape var så uheldig at blive påkørt af en racemarshall, hvorved drømmene om et nyt topresultat i dette års udgave af løbet forsvandt.
Nikola Aistrup kom dog godt igen i efteråret, hvor han kan se tilbage på 3 sejre. Derfor lå det nok også i luften, at der ville blive tale om en forlængelse af kontrakten.

- Jeg er glad for at have forlænget min kontrakt med holdet, som bliver min 6. sæson her. Jeg føler mig rigtig godt tilpas på holdet og ser frem til en spændende sæson i 2015. Jeg tror på, at vi får et rigtigt stærkt hold og kan være dominerende blandt de danske hold, udtaler Nikola Aistrup.

Ambitionerne for næste sæson er også klar:
- Personligt satser jeg på at hive et par sejre hjem i løbet af året, som jeg har gjort det de sidste år samt at køre et godt Danmark Rundt. Ellers så satser jeg på at hjælpe holdet frem til mange sejre i løbet af året.

Der også tilfredshed hos manager Mogens Kristensen:
- Nikola Aistrup har i alle årene været en af nøglefigurerne på holdet. Han ved, hvad der kræves for at være med på dette niveau, og han er en rytter, som vi altid kan regne med.

Den erfarne rytters rolle på holdet har ændret sig lidt gennem årene. Fra at være en af deciderede afsluttere på holdet, skal Nikola Aistrup nu være med til at føre nogle af holdets lynhurtige sprintere med frem til spurten – en rolle han har påtaget sig uden problemer. Derudover skal de mange års erfaring også bruges på at vejlede de unge ryttere. Denne erfaring vil nok også indebære, at vi i 2015 igen vil se ham ramme de rigtige udbrud og formentlig køre nogle sejre hjem på den konto.
 
Nikola Aistrup ses her øverst på sejrsskamlen. 

Kategori: Cykelnyt