Riwal Platform Cycling Team holder fast i bjergtrøjen

01-08-2014
Ingen etapesejr, men igen flot kørsel af holdet.
 
Som tidligere nævnt er en vigtig målsætning i løbet i Polen at fastholde bjergtrøjen og det var også første prioritet på dagens etape.
 
- Det kan jo gøres ved, at Nikola Aistrup kører flere point hjem, men også ved, at hans holdkammerater kører ud og tager nogle point. Og når så begge dele sker, så kommer det til at se helt fornuftigt ud. I starten var både Emil Bækhøj og Kasper Linde ude i udbrud og fik fat i nogle af de vigtige point. Senere tog Nikola selv affære og vandt to spurter, så det var helt perfekt, udtaler sportsdirektør Christian Ranneries.
 
Stillingen i bjergkonkurrencen er den, at Nkola har 53 point, mens nr. 2 har 39. I morgen er der kun en spurt, så det ser ud til, at den er hjemme.
 
Dagens finale
Dagens etape sluttede på en teknisk svær rundstrækning med bl.a. en lille stigning på brosten. Holdet fik igen Alex kørt godt frem, og på stigningen forsøgte Alex at rykke fra, men det lykkedes ikke, så etaperesultatet blev ikke helt i top.
 
- I morgen er den afsluttende etape ret flad, så der skal prøves igen, Vi ved jo hvordan det skal gøres, men selvfølgelig er der også andre teams, der vil blande sig, siger Ranneries.

Kategori: Cykelnyt