Det blev en absolut godkendt afslutning på tre dage i det nordjyske. En god start, en midtperiode hvor det sort sort ud, og en afsluttende holdpræstation, som viser, at Riwal Cycling Team ikke giver op, men kæmper til det sidste.
I dag kørtes det sidste af tre UCI-løb i det nordjyske, Destination Thy, og et af de vigtige løb i kampen om at komme med i Post Danmark Rundt.
Starten af løbet var egentlig ganske god, idet en gruppe på 18 ryttere kom af sted, og fik senere følgeskab af 6 mand yderlige. Her havde Riwal Cycling Team 2 mand med og ellers var gruppen fordelt pænt, og med Jonas Aaen og Emil Bækhøj, så det rigtig godt ud. Udbruddet var oppe og have et forspring på lidt over 4 minutter, men især de tre Cult-ryttere synes ikke, at der skulle arbejdes for det, og så blev det hentet igen.
Midtvejs kom feltet ud på en strækning, med sidevind, hvor vi så desværre kom noget på bagkant med udviklingen, bl.a. på grund af et stærkt stykke arbejde af Cult, som vi må erkende var stærke i dag, og pludselig satte de med 5 ud af 7 ryttere, og senere kom flere op, men desværre uden nogen fra vores hold.
Men det sidste stykke ind mod de afsluttende omgange, fik vi styr på forfølgelsen, og så måtte vi til at ofre nogle ryttere, og da Alex Rasmussen ikke havde det så godt som håbet, valgte vi at bruge ham op først, og det fik os tættere på fronten igen, og herefter ofrede vi endnu en, og kom faktisk op til fronten, bortset fra 7 mand som udgjorde forreste udbrud.
Da vi så kommer ind på de afsluttende omgange i Thy, bliver det hele samlet igen, men der er mange fremstød, så alt er åbent. Sidste gang op ad bakker før mål, tager Jonas Aaen så Morten på slæb og afleverer ham helt fremme.
Magnus Cort fra Cult er dog rykket fra, og han står ikke til at hente, og Troels Vinther, også Cult, kan Morten Øllegaard heller ikke komme forbi, men tager en flot 3. plads.
Tre dage i Nordjylland er slut, og vi kan se tilbage på tre løb, hvor vi vidste- at vi er på fremmarch og scorede UCI-point hver dag.
Alex Rasmussen nr. 2 i Skive,
Morten Øllegaard, nr. 8 i Himmerland Rundt og så den flotte 3. plads i dag i Thy.
Vi er på rette vej, og kan vi forbedre den midterste del af løbet, så vi ikke skal bruge så mange kræfter der, så er vi også med til at kæmpe om sejren i stort set alle løb.