Øllegaard kunne i dag triumfere i endagsløbet GP Herning, da vores rytter kørte først over stregen efter 185 kilometer, hvoraf de 30 af kilometrene var på grusvejsstykker. I finalen var Morten og holdet, ellers på bagkant med cykelløbet, men med lidt held, taktisk snilde og en stærkt spurt, så lykkedes det alligevel at hive sejren hjem.
- Det så sort ud derude. At det så slutter på den her måde, det kan vi ikke klage over, konstaterede Morten Øllegaard til Feltet.dk kort efter løbet.
- Jeg troede ellers ikke rigtig på det mod slutningen! Da vi kørte ud fra anden sidste grusstykke, der bliver jeg sat af (30 kilometer fra målstregen, red). Jeg tror, at Alex Rasmussen havde haft en punktering, og han kommer bagfra, og så kører vi parløb og henter forfølgergruppen.
- Der var to ryttere, Michael Reihs og Rasmus Guldhammer, tilbage ude forrest til sidst. Der går Christina Watches frem og lukker. Det var til mit held, fordi vi havde ikke rigtig flere ryttere til at lukke hullet. Det var perfekt, at vi kom op, og Alex Rasmussen kørte spurten for mig. Så jeg kunne ikke gøre andet end at vinde den, tilføjer dagens Post Cup-vinder med en bredt smil.
Vigtigt efter manglende resultater
Dagens sejr faldt på et tørt sted, og der var naturligvis stor glæde i Riwal Cycling Team lejren.
Riwal Cycling Team var i øvrigt uden to af holdets stærke ryttere i dag, Martin Grøn og Jonas Aaen.
Billedet nedenfor viser Morten Øllegaards umiddelbare reaktion på sejren.
Foto: CyclingPhoto.dk