Både i lørdagens løb i Slagelse og søndagens i Hobro var Riwal Cycling Team med helt fremme.
Øllegaard vandt i Slagelse - Aistrup nummer tre
Med kun fire mand til start i det 58 mand store felt ved Slagelse Cykle Rings ”Georg Berg Løbet”, kunne Riwal Cycling Team med en stærk og målrettet indsats tage sejren og trediepladsen. Morten Øllegaard, en af landets bedste sprintere, sejrede og robuste Nikola Aistrup besatte trediepladsen.
- Det var et hårdt løb, fortæller sportschef Christian Ranneries og fortsætter:
- Selvom vi kun havde fire mand til start lykkedes det for os at gøre løbet så hårdt, at vi til sidst kun havde en lille gruppe på 10-12 ryttere tilbage. De øvrige faldt simpelthen fra bagude og det skyldes ikke mindste den hårde indsats fra vores egen Kaspar Schjønneman, som førte an i et dræbende tempo.
-Det var planen, at Nikola Aistrup skulle køre spurten for Morten Øllegaard, hvis løbet formede sig på den måde, og det lykkedes til fulde. Med førstepladsen og trediepladsen kronedes det hårde arbejde ude på ruten. Det var virkelig en mandfolkeprsæstaion af vores ryttere, fortæller Christian Ranneries om løbet i Slagelse.
Alex Rasmussen toer - Emil Bækhøj femmer i Hobro
Det gik ikke helt efter Riwal Cycling Teams plan, da afgørelsen skulle falde i Hobro Cykelklubs Hobro-løbet, som blev afviklet i noget nær en solid storm fra vest.
Alex Rasmussen måtte se Asbjørn Kragh vinde, mens unge Emil Bækhøj atter imponerede med en femteplads.
Fra en gruppe på 11 ryttere stak Emil Bækhøj på sidste omgang sammen med to andre, da der manglede ca. 15 kilometer til mål. Kort efter kom Asbjørn Kragh op og han havde Alex Rasmussen i sit baghjul. Det så lovende ud.
Asbjørn Kragh forsøgte at stikke flere gange, men Emil Bækhøj var efter ham og lukkede hullerne. Mod slutningen blev bolden givet videre til Alex Rasmussen som sammen med Asbjørn Kragh tordnede mod mål og på opløbsstrækningen havde de to ryttere den kraftige vind i ryggen. Alex Rasmussen måtte bøje sig og besatte andenpladsen.