Emil Bækhøj har kørt to absolut godkendte løb, Med en 6. plads lørdag og lige uden for podiet søndag. Ja, faktisk kørte han sig ind på en 3. plads Men blev deklaseret til 4. pladsen. Kasper Linde blev nr. 6 i dag.
Det har været to rigtig aprilsløb i henholdsvis Hjørring og Aalborg. Koldt, blæsende og regnvejr gjorde, at nogle ryttere simpelthen bukkede under af kulde. Og dem der kom igennem, var klædt godt på. Ja, faktisk så godt, at det kostede en podieplads til Emil, som blev deklaseret, fordi måldommerne ikke kunne se hele hans rygnummer.
Rigtig ærgerligt for Emil, og vi synes også, at det er at gå i små sko, når man tager det kolde og regnfulde vejrlig i betragtning.
Det samme skete for Alex, som helt røg ud af listen, da han ellers lige fik luftet sprinterevnerne og sikkert vandt hovedfeltets spurt om 9. pladsen. Det samme er sket for Schjønnemann og Klostergaard, der også kom igennem, men ikke registreret, og Mikkel Mortensen, som kom ind på omkring en 14.plads, er endt på en 27. plads.
Ja, der har virkelig været ”halløj i dommervognen”
Men ellers var Kasper Linde og Emil med i det afgørende udbrud på otte ryttere, som tidligt i løbet fik lov til at køre væk. Dermed var Riwal Cycling Team repræsenteret med to ryttere. Ganske fint, men mange havde regnet med, at de ville blive kørt ind igen, men det skete bare ikke, og så er det absolut et godkendt resultat, selvfølgelig især hvis ikke Emil måtte træde ned af skamlen.
En blandet følelse
Efter løbet talte vi med Mogens Kristensen, manager for holdet, og Rene Jacobsen, sportsdirektør, og begge sagde, at for Riwal Cycling Team, var det ikke helt den weekend vi havde håbet på, men det har været en god oplevelse at se Emil folde sig ud, og det er kun et spørgsmål om tid før, at vi får Emil til at blive på skamlen. Det kolde vejr skal ikke have skylden for, at vi ikke havde flere helt fremme, men ingen tvivl om, at vi glæder os til solen kommer højt på himlen.
Dog skal vi ikke glemme at lørdag, havde vi 6 ud af de 19, der gennemførte løbet.
Nu er vi rigtig i gang.