Fra mandag den 24. marts til søndag den 30. marts er Riwal Cycling Team i kamp med 24 andre hold i et af de større europæiske 2.2 løb.
I morgen lørdag drager holdet nemlig afsted mod det franske med et stærkt hold og med mål om podieplacering – i hvert fald på etaperne. Sæsonen er stadig ny, og med kun to løb i bagagen, er vi stadig lidt usikre på, hvor holdet står. Vi er ikke usikre på, at vi har et stærkt hold, men mere på hvordan modstandernes niveau er.
Riwal Cycling Team stiller med følgende ryttere i Normandiet Rundt:
Alex Rasmussen - Martin Grøn - Jonas Aaen - Kasper Linde - Kasper Klostergaard - Mikkel Mortensen.
Løbet starter med en kort prolog på 3,6 km, hvor den første mulighed for et topresultat er tilstede. Prologen er en forholdsvis flad rute, men med to 180 grader sving, hvor det gælder om ikke at oversatse og dermed risikere styrt.
De næste par etaper er en del kuperet, hvor det gælder om at holde sig godt til, for her er der også et par gode bud på topresultater.
- Det er klart, at på prologen ligger forhåbningerne på, at Alex kan gøre sig gældende, mens jeg ser frem til at følge Aaen og Klostergård på de kuperede ruter, siger sportsdirektør, Christian Ranneries.
Han fortsætter:
- Vi tager til Frankrig for at lave gode resultater, og jeg tror da også på, at hvis vi yder vores bedste, kan vi også være med til at præge løbet. Vi forventer selvfølgelig ikke, at vi bare lige går ned og vinder det hele, men vi har rytterne, der kan være med fremme, hvor det er sjovt.
Normandiet Rundt slutter søndag den 30. marts, og med mindre kuperede ruter de sidste dage er der gode muligheder for, at der kommer nogle massespurter. Vi så Jonas i Holland køre en 4. plads hjem, så vi har flere gode bud her også.
Løbet har 24 hold med fra 12 nationer. Løbet er på 1018,6 km.
Hjemmeside:
http://www.tourdenormandiecycliste.fr