I 2014 vil dæk- og værkstedsvirksomheden Super Dæk Service være blandt det unge, talentfulde cykelhold Riwal Cycling Teams sponsorer. Med et platinsponsorat bakker virksomheden op om den kommende sæson for cykelholdet, som man forventer sig meget af i 2014.
Riwal Cycling Team vil op på den store klinge i 2014, og bakkes op af et bredt felt af sponsorer. Super Dæk Service øjner muligheden for at give holdet lidt ekstra vind i ryggen med et platinsponsorat – et sponsorat som ifølge marketingdirektør Jesper Sørensen har gensidig nytteværdi for både dækspecialisten og cykelholdet:
- Vi støtter holdet, fordi vi kan se, at de er dygtige til at udvikle talenter, og det er noget, som Super Dæk Service også selv har et stort fokus på. Samtidigt er det også en god måde at profilere os selv på, og skabe et nyt netværk af samarbejdspartnere blandt medsponsorerne og Riwal, som vi allerede har et nært samarbejde med i det daglige, siger Jesper Sørensen.
Dækspecialisten fra Brørup vil være branchens bedste og lægger sig forrest i feltet med en ny strategi, der spreder budskabet om, at Super Dæk Service også er et godt værksted. Denne strategi anføres af den aktuelle reklamefilm ”Alle skal vide”, som på humoristisk vis spreder dette budskab til alle og enhver.
Den nye cykelsponsor har 350 ansatte fordelt over 59 dæk- og værkstedscentre i hele Danmark.