Give Stålspær A/S er ny platinsponsor
Stålvirksomheden Give Stålspær A/S har indgået en aftale med Riwal Cycling Team og er i 2014 med som platinsponsor. Med dette sponsorat får Give Stålspær ifølge medejer Teil Bechmann gode muligheder for eksponering og samarbejde.
- Det var faktisk ret impulsivt at vi indgik denne aftale med Riwal Cycling Team. Vi havde i længere tit overvejet at indgå en sponsoraftale, men havde ikke besluttet os for hvem eller hvad. Derfor slog vi til, da vi fik muligheden for at sponsorere cykelholdet, som vi tror meget på, fortæller Teil Bechmann.
Han forklarer yderligere:
- Vi har et godt samarbejde med Riwal i dagligdagen, og derfor vil vi gerne støtte op om cykelholdet. Sponsoratet er en god mulighed for, at vi kan profilere vores virksomhed, og ligesom vi selv vækster og ekspanderer, håber vi, at cykelholdet vil følge samme tendens.
Give Stålspær A/S er blandt Danmarks førende producenter af stålkonstruktioner til byggesektoren. Firmaet producerer alle former for bærende søjle- og bjælkekonstruktioner samt specialkonstruktioner af høj kompleksitet. Stålkonstruktionerne bruges til såvel offentligt som privat byggeri, fra prestigefyldte erhvervsdomiciler til industri- og landbrugsbygninger i hele Norden og Tyskland. Give Stålspær A/S beskæftiger i dag over 150 medarbejdere fra sit domicil i Brande.