Opbygningen af en solid sponsorportefølje omkring Riwal Cycling Team fortsætter.
Det danske continentalhold kan i dag offentliggøre endnu en ny sponsoraftale: I den kommende sæson indleder Riwal Cycling Team et samarbejde med Konggaard ApS/XTREME, som betyder at holdets ryttere også vil være i front på udstyrssiden med cykeltøj og hjelme fra XTREME.
Efter et godt år med et delt hovedsponsorat på Team Concordia Forsikring Riwal, bliver der fra 2014 sadlet om på teamet, som fra 1. januar 2014 stiller til start under navnet Riwal Cycling Team. Det er dog ikke kun hovedsponsornavnet på cykeltrøjen der udskiftes, men i lige så høj grad det lille logo på brystet, som indikerer, at XTREME overtager tøjsponsoratet.
Hos Konggaard ApS, som står bag det danske cykeltøjsmærke XTREME, er man glad og stolt over at indgå et samarbejde med det danske continentalhold:
- Som Danmarks førende leverandør af specialdesignet cykeltøj, er det naturligt, at vi giver lidt tilbage til sporten. Riwal Cycling Team går en rigtig spændende fremtid i møde, og det ser vi nu frem til at være en del af, udtaler direktør Peter Konggaard.
Efter en flot 2013-sæson, som kulminerede med et flot Post Danmark Rundt, hvor Martin Mortensen fortjent vandt bakketrøjen, er der store forventninger til Riwal Cycling Team i den kommende sæson. Forventningerne lever man fint med hos hovedsponsoren, Riwal, hvor direktør Claus Kromann udtaler:
- Vi tror på holdets evner, og vores ambitioner går igen i 2014 i retning af et flot resultat i Post Danmark Rundt. Holdet har nu fået en rigtig god aftale med Konggaard ApS/EXTREME, som sikrer, at rytterne kan stille til start i det ypperste inden for cykelbeklædning.
Under alle omstændigheder er der lagt op til et rigtig spændende 2014, hvor Riwal Cycling Team skal forsøge at følge op på seneste sæsons flotte resultater – nu med XTREME på brystet.
Riwal Cycling Team har netop offentliggjort de første rytteraftaler for den kommende sæson, hvor blandt andet Nikola Aistrup, Martin Grøn og den nykårede VM-sølvvinder, Mathias Krigbaum, stiller op for holdet, der får Christian Ranneris som sportschef.