Service Group Esbjerg indgår også i 2014 i sponsornetværket bag Riwal Cycling Team
Direktør Henning Gejl lægger ikke skjul på, at det først og fremmest er talentarbejdet på holdet, der har skabt de varme forbindelser mellem virksomheden og Riwal Cycling Team:
– Det er godt, at der er skabt nogle gode rammer for de bedste talenter, så de kan udvikle sig, inden de skal til udlandet. Det vil vi gerne bidrage til, og det er hovedårsagen til, at vi er gået med i sponsornetværket, siger Henning Gejl.
Han fremhæver også de netværksmøder, som blev introduceret i indeværende sæson, som et positivt tiltag, der gør sponsoratet attraktivt:
– Selv om der ikke pt er andre virksomheder, der arbejder inden for off shore-industrien, så giver netværksmøderne os nogle gode kontakter og mulighed for at dele erfaringer og viden inden for eksempelvis forretningsudvikling, siger Henning Gejl.
Service Group Esbjerg med base på havnen i Esbjerg leverer stilladsløsninger til offshore- og wind power-industrien. Virksomheden har blandt andet agenturet på Alustar stilladsudstyr. Herudover tilbyder Service Group Esbjerg også en række serviceydelser, blandt andet lagerstyring og projektledelse i forbindelse med off shore-operationer.