Christian Ranneries ny sportschef i Riwal Cycling Team i 2014

20-09-2013

Den tidligere rytter bliver ny sportschef:

1.oktober tiltræder Christian Ranneries som sportschef for cykelholdet, som fra 1. januar kommer til at køre under Riwal Cycling Team-navnet.

Christian er selv tidligere rytter på holdet, og siden han indstillede sin aktive karriere sidste år, har han i den netop afsluttede sæson også siddet med i bilen som sportsdirektør. I løbet af det sidste år har Christian ved siden af sit arbejde hos Python også taget en diplomtræneruddannelse hos Danmarks Idrætsforbund, DIF.

Christian Ranneries har selv store forventninger til den nye sæson:

– I de 5 år hvor holdet har eksisteret, har vi oplevet en utrolig stor udvikling og denne udvikling skal vi fortsætte. Vi skal et skridt højere op! Vi skal skaffe flere sponsorer, vores netværk skal vokse og så skal vi selvfølgelig arbejde os til flottere resultater end dem vi hidtil har skabt. For eksempel vil vi gerne vinde Bakketrøjen i PostDanmark igen og i de internationale UCI-løb, som vi kommer til at deltage i, vil vi også gøre os positivt bemærket.

I forhold til selve holdet og organisationen bag, er der også arbejde at gøre for Christian og hans team:

– Vi vil gerne skabe en god ro og stabilitet på holdet, så det er det væsentlige, vi fokuserer på. Derudover er talentudvikling en væsentlig faktor. For mig er det meget vigtigt at være med til at udvikle de unge ryttere, så vi forhåbentlig kan være med til en dag at aflevere dem til de professionelle rækker, slutter Christian.


Kategori: Cykelnyt