Martin Mortensen kunne iklæde sig bakketrøjen da han søndag eftermiddag var kommet i mål på sidste etape af Post Danmark Rundt. Podiepladsen var kulminationen på et resultatmæssigt flot, flot løb af hele holdet fra Concordia Forsikring Riwal.
Nikola Aistrup og Mikkel Mortensen viste i en række udbrud på skift den orange Concordia Forsikring Riwal-trøje frem på fornem vis i løbets indledende dage. Nikola erobrede endda løbets pointtrøje to dage i træk, og til sidst blev en fantastisk holdindsats honoreret med Bakketrøjen.
Martin havde oven i købet den ære at blive kåret til løbets mest angrebsivrige rytter.
Op mod 25 frivillige, ryttere og mekanikere udgjorde et velsmurt team, da Concordia Forsikring Riwal indtog Post Danmark Rundt 2013.
Fra tidlig morgen til sen aften blev der arbejdet benhårdt i kulissen, hvor alle stod sammen om at give rytterne det bedst mulige afsæt. Og med de fornemme præstationer på landevejen, kvitterede rytterne da også på bedste vis.
Concordia Forsikring Riwal skød løbet i gang med et sponsorarrangement hos virksomheden Würth, der var vært for ca. 70 gæster. Et flot afsæt, der endnu engang understregede, at der er stor interesse for det netværk, der er opbygget omkring holdet.
Opbakningen til holdet var stor på alle etaper – og vi skylder alle: friviilige, mekanikere, sponsorer og ryttere en stor tak for indsatsen. Den lover godt for fremtiden.
> Se galleri fra Post Danmark Rundt her