Søndag formiddag, da sportsdirektør Christian Ranneries, Concordia Forsikring Riwal, holdt møde og lagde taktikken med sine ryttere, var linien klar. Cykelløbet skulle gøres hårdt, så de 210 kilometer kun efterlod de absolut stærkeste til at kæmpe om sejren. Og sådan blev det.
Det blev aftalt, at der skulle køres for Martin Mortensen, Christofer Stevenson og Kasper Klostergaard, men med det in mente, at hele feltets øjne ville hvile på Kasper Klostergaard og Martin Mortensen. Sidstnævnte kommer jo med en frisk etapesejr fra etapeløbet Slovakiet Rundt, sammen med, at han har været utrolig stærkt kørende på det seneste. Derfor betonede sportsdirektør Christian Ranneries, at Christofer Stevenson kunne blive manden, der skulle køres for. Christofer Stevenson kvitterede med at besætte andenpladsen i løbet, som blev vundet af den tidligere Concordia rytter, Casper Folsach.
I starten af løbet kom et fem mands udbrud af sted. Her var Lars Andersson, Concordia Forsikring Riwal, med og pænt aktiv i udbruddet. Senere kom flere små udbrud af sted, men hen mod slutningen af løbet var feltet samlet. Martin Mortensen forsøgte flere gange at splitte feltet, men han blev holdt i kort snor af det øvrige felt, som helt tydeligt "sad på" ham. Mod slutningen var han med i et udbrud, hvor han senere fik følgeskab af Christofer Stevenson. Med få kilometer tilbage vristede Christofer Stevenson sig løs, men senere kom Casper Folsach op og kunne snuppe sejren.
På trods af den manglende sejr, kunne hele holdet se tilbage på et meget vellykket cykelløb.
Sportsdirektør Christian Ranneries udtaler: Holdet fulgte den lagte taktik til punkt og prikke. Alle tog deres del af slæbet og vi forsøgte virkelig at præge det her løb, hvilket jeg i høj grad syntes vi gjorde. Og fra min position i servicebilen, så kan jeg kun sige, at det var en kæmpe holdindsats og en stærk manifestering af, at vi råder over meget stærke ryttere og et meget velkørende hold. Nu håber jeg blot, at Danmarks Cykle Union har set det samme som mig, så Concordia Forsikring Riwal udtages til Post Danmark Rundt.

Martin Mortensen, Concordia Forsikring Riwal, forsøgte flere gange at splitte feltet som her på Høsterkøbvej-bakken. Men feltet sad bogstaveligt talt på ham under hele løbet. Foto: Sven Erik Sode

Christofer Stevenson, Concordia Forsikring Riwal, blev efter sin andenplads i løbet udråbt til at være den førende rytter i Post Cup'en efter tre afdelinger. Men der var sket en regnefejl. Han er på andenpladsen et sølle point efter den førende Michael Reihs, Team Cult. Foto: Sven Erik Sode