FØLG OS PÅ FACEBOOK    FØLG OS PÅ INSTAGRAM Instagram

Nye indlæg

Supersprinter Chicchi umulig at slå i Letland

Skrevet af Brit Sørensen
08-06-2013

Det blev et superhurtigt kørt løb i Letland i dag, hvor det første af to endagsløb (UCI 1.1), der tilsammen udgør Tour of Latvia, løb af stablen. Ruten var pandekageflad, solen strålede over området omkring Riga og Jurmala, og vind var der stort set ingen af. De første to timer blev kørt med omkring 50-65 km/t, og først efter to timer kom et udbrud af sted. De to udbrydere blev dog hentet kort før mål, og på vej mod målstregen nærmest fløj det samlede felt af sted med 65 km/t. Ikke overraskende tog den rutinerede italienske supersprinter Francesco Chicchi (Vini Fantini) sejren – med Astanas kontinentalrytter Marco Benfatto på 2. pladsen og den estiske landsholdsrytter Martin Laas på 3. pladsen.

Sportsdirektør Ranneries opfordres til at hoppe på cyklen

Svenske Christofer Stevenson ramte desværre ind i en punktering under 3 km fra mål, og ingen af Concordia Forsikring Riwals fem ryttere fik nogen nævneværdig placering i massespurten. Sportsdirektør Christian Ranneries bliver nu af rytterne opfordret til at hoppe på cyklen ved det stort opsatte kriterium i Jurmala i morgen.

”Vi må jo desværre nok indse, at vi ikke har de helt rigtige ryttere til den her slags løb. Men vi forsøgte at komme med i udbruddet og vil gøre det igen i morgen, hvor der kan være en lidt større chance for, at et udbrud kan holde hjem – selvom der er mange stærke hold til at kontrollere løbet. Der er en lille stigning på i morgen, men ikke noget af betydning. Vi forventer, det bliver meget ligesom i dag. Lars Andersson har godt nok flere gange nævnt, at han har et sæt cykeltøj, jeg kan låne, nu hvor de mangler en sprinter” griner Ranneries fra sportsdirektørbilen i Letland.

Løbet i dag lå da også helt perfekt til en rytter som netop Christian Ranneries, der sidste år kørte for holdet og gennem de seneste år dels har været en af de hurtigste sprintere på kontinentalniveau og dels har været en vigtig del af banelandsholdet. Med de nye yngre kræfter, der er trådt til på banelandsholdet, valgte Ranneries dog sidste år at sætte sin aktive cykelkarriere i bero. Han har dog stadig stor kontakt med feltet, både via sit job som salgs- og marketing manager hos Python Pro og altså som sportsdirektør for Concordia Forsikring Riwal.

Resultater, Riga Jurmala GP (UCI 1.1), 168 km:

1. Francesco Chicci (Vini Fantini) 3.31.44

2. Marco Benfatto (Astana Continental Team) s.t.

3. Martin Laas (Estonia National Team) s.t.

100. Martin Lind (Concordia Forsikring Riwal) + 1.57

105. Lars Andersson (Concordia Forsikring Riwal) + 2.06

108. Mathias Gade (Concordia Forsikring Riwal) + 2.06

126. Christofer Stevenson (Concordia Forsikring Riwal) + 4.23

DNF Michael Berling

I morgen er der atter et UCI 1.1-løb i Letland. Denne gang køres løbet som et kriterium, og der er en meget lille stigning på de 13 omgange á 14 km (i alt 182 km). Det bliver uden tvivl endnu en super hurtig dag i byen Jurmala i Letland. Løbet skydes i gang kl. 8.30, og rytterne forventes i mål omkring kl. 13.00 (dansk tid).

Francesco Chicchis watt-måler efter Riga Jurmala GP Da ingen af vores egne ryttere i dag markerede sig nævneværdigt i Letland, kan I her i stedet se superhurtige Francesco Chicchis watt-tal for løbet i dag. Foto via @maratonilv på Twitter, som i øvrigt dækker løbene ganske fint.


Kategori: Cykelnyt