
Concordia Forsikring Riwal kører i disse dage etapeløb i Slovakiet, hvor holdet havde store forventninger inden start, da løbet rent terrænmæssigt ligger godt til det danske kontinentalhold med både Martin Mortensen og Kasper Klostergaard på holdet. I går gjorde Nikola Aistrup rigtig god figur ved at sidde med i det afgørende udbrud på 1. etape, men endte desværre med et stort tidstab grundet adskillige punkteringer. I dag kom Aistrup i mål som nr. 5 efter et voldsomt massestyrt.
De unge ryttere Martin Grøn og Mats Andersson ligger nu bedst til i klassementet med under 54 sek. op til løbets førertrøje, som efter dagens etape sidder på Petr Vakoc (Etixx-Ihned). Martin Grøn ligger nu også 7'er i ungdomskonkurrencen, og Concordia Forsikring Riwal ligger samlet 3'er i holdkonkurrencen.
Uheld og dårlige vejforhold i Slovakiet
Uheldene vil åbenbart ingen ende tage i Slovakiet. Dagens etape startede ud i solskin, men slog atter engang over i voldsom regn. Med 15 km til mål er feltet samlet, og på vej hen over en jernbro sker et voldsomt massestyrt. Herefter kommer feltet hjem i små grupper. Både Martin Grøn, Mats Andersson og Nikola Aistrup sidder med i den forreste gruppe, men Grøn punkterer kort før mål (og får annulleret sit tidstab, da det sker 3 km før mål). Aistrup mistede mere end fem minutter i går grundet punkteringer, så hans placering i dag får ingen betydning i forhold til klassementet. Grøn ligger derfor nu bedst til at holdets ryttere sammen med Mats Andersson, der inden dagens etape havde 2.12 min. op til førertrøjen.
Holdets rutinerede energibundt Martin Mortensen kom efter styrtet rimelig hurtigt på benene og satte mod mål ikke langt fra frontgruppen. Ved 1.000 meter-mærket bliver hans gruppe dog ledt forkert og har derfor fået et større tidstab. Med en del smadret udstyr grundet de helt forfærdelige vejforhold – og dagens frustrerende episoder – begynder Slovakiet Rundt desværre at snerpe mod farcelignende tilstande. Sportschef Allan Johansen melder dog trods alt om god stemning, men måtte efter dagens etape tale et par alvorsord med løbskommisæren, dels for at få Martin Grøns punktering inden for 3 km-mærket anerkendt og dels for at få underkendt Martin Mortensens tidstab grundet vildledning – sidstnævnte lykkedes dog ikke at få underkendt.
Torsdag venter en ren bjergetape på 220 km, der fører rytterne hen over fem gode stigninger. Trods de mange udfordringer med vejr, uheld og udstyr kæmper de blå-orange krigere fra Concordia Forsikring Riwal videre i Slovakiet… For yderligere informationer, kontakt sportschef Allan Johansen på 5136 3401 eller kontakt holdets kommunikationsansvarlig Brit Sørensen på 2624 1978.
Resultater, Slovakiet Rundt, 2. etape (215,5 km):
1. Sergey Nikolaev (Itera Katusha) 5.10.25
2. Krisztian Lovassy (Utensilnord-ora24.eu) s.t.
3. Maximilian Beyer s.t.
5. Nikola Aistrup (Concordia Forsikring Riwal) s.t.
22. Mats Andersson (Concordia Forsikring Riwal) s.t.
33. Kasper Klostergaard (Concordia Forsikring Riwal) + 1.15
53. Martin Mortensen (Concordia Forsikring Riwal) + 2.25
65. Mikkel Mortensen (Concordia Forsikring Riwal) + 0.00 (punktering inden for 3 km)
Klassement efter 2. etape:
1. Petr Vakoc (Etixx-Ihned) 8.56.17
2. Tim Mikelj (Sava) + 0.29
3. Nicola Dal Santo (Ceramica Flaminia-Fondriest) + 0.42
17. Martin Grøn (Concordia Forsikring Riwal) + 0.53
18. Mats Andersson (Concordia Forsikring Riwal) + 0.56
26. Kasper Klostergaard (Concordia Forsikring Riwal) + 2.05
41. Martin Mortensen (Concordia Forsikring Riwal) + 3.10
46. Mikkel Mortensen (Concordia Forsikring Riwal) + 3.27
53. Nikola Aistrup (Concordia Forsikring Riwal) + 4.05