
(Foto: Brit Sørensen)
Det blev en mere end almindelig våd start på Tour of Estonia torsdag i den nordligste del af Estland, hvor Concordia Forsikring Riwal omringet af både pro-kontinentalhold og kontinentalhold kørte den første af løbets fire etaper med start og mål i byen Viimsi. Etapen havde karakter af et kriterium, og ikke uventet endte det hele derfor i en massespurt, hvor Nikola Aistrup blev bedste dansker. Han starter derfor som sidste mand fra Concordia Forsikring Riwal på aftenens 3 km enkeltstart, der efter Allan Johansens vurdering ligger bedst til en ”rigtig Fabian Cancellara-type”. Både Martin Lind og Christofer Stevenson var ellers med i dagens tidlige udbrud og viste således også, at holdet er kommet til Estland for at køre med om pointene.
”Det bliver værre end Paris-Roubaix”
I aften fra kl. 18.30 venter der altså de 120 ryttere en rigtig spændende enkeltstart. Det bliver 3 km for fuld power – men også med fuld koncentration. Der er nemlig tale om en rigtig teknisk rute, der ikke bare består af snørklede og skarpe sving, men også består af små, konstante op- og nedkørsler – og ikke mindst af 1,5 km brosten (runde brosten, vel at mærke!). Faktisk er ruten så kringlet, at rytterne ikke kan have en følgebil bag sig. I stedet skal en sportsdirektør eller mekaniker køre efter på motorcykel! Ligesom der faldt en del vand på dagens første halvetape, melder vejrudsigterne indtil videre også om risiko for regn i aften.
”Der er ingen tvivl om, at en Martin Mortensen i topform generelt vil kunne gøre en stor forskel i det her løb, da det hele slutter med en god kuperet etape på lørdag. Desværre har hans program været afbrudt af lidt sygdom, så ingen ved, hvor han står lige nu. Han plejer også at køre en god enkeltstart og virker tændt på i aften. Men det er en lidt vanvittig enkeltstart, og der bliver stor udskilning mellem den hurtigste og langsomste rytter. De kommer helt ned på den lille klinge i aften. Det bliver lidt underligt at sidde bag på en motorcykel i stedet for i en følgebil, ligesom man normalt gør. Men det generer mig ikke så meget – jeg ville bare meget hellere selv have kørt enkeltstarten på cykel!” udtaler sportschef Allan Johansen om aftenens tydeligt anderledes element.
Starttider for aftenens enkeltstart i Tour of Estonia:
18.38 Lars Andersson
18.42 Christofer Stevenson
18.55 Martin Mortensen
19.09 Mats Andersson
19.22 Kasper Klostergaard
19.35 Mikkel Mortensen
19.55 Martin Lind
20.13 Nikola Aistrup
20.50 Sidste rytter sendes ud på ruten
Resultat, Tour of Estonia, 1. etape (125 km):
1. Leonid Krasnov (Rusvelo), 2.40.06
2. Konrad Dabkowski (BDC-Marcpol Team), s.t.
3. Linus Dahlberg (Team People4you-Unaas Cycling), s.t.
******
20. Nikola Aistrup (Concordia Forsikring Riwal), s.t.
39. Martin Lind (Concordia Forsikring Riwal), s.t.
59. Mikkel Mortensen (Concordia Forsikring Riwal), s.t.
72. Kasper Klostergaard (Concordia Forsikring Riwal), s.t.
85. Mats Andersson (Concordia Forsikring Riwal), s.t.
99. Martin Mortensen (Concordia Forsikring Riwal), s.t.
112. Christofer Stevenson (Concordia Forsikring Riwal), s.t.
117. Lars Andersson (Concordia Forsikring Riwal), s.t.