Efter weekendens tre hjemlige løb, hvor Martin Mortensens andenplads i søndagens anden afdeling af Concordia Grand Prix var det bedste resultat, er Concordia Riwals ryttere nu klar til nye udfordringer.
”Jeg synes generelt, formen er ved at være der,” siger holdets sportsdirektør, Allan Johansen, ”Lørdag og søndag var vi lidt uheldige og fik ikke de resultater, vi måske havde fortjent. Men vi fik konstateret, at alle mand og specielt Martin Mortensen og Kasper Klostergaard er ved at være i blændende form. Og det er jo også lige nu og her, de skal være det i og med at sæsonen for alvor er i gang.”
Klostergaard og Mortensens næste styrkeprøve står på lørdag, når de sammen med seks holdkammerater skal ud på flade veje på den 202 kilometer lange 61. udgave af det hollandske løb Ronde van Overrijssel.
”Ingen tvivl om, at sidevinden her bliver meget afgørende,” siger Allan Johansen, som udover sine to esser sender Nikola Aistrup, Mikkel Mortensen, Lucas Persson, Michael Berling, Martin Grøn og Mathias Gade i kamp.
”Dagen efter kører de seks sidstnævnte suppleret med Martin Lind og Peter Mathiesen i Rødekro og så er vi ellers klar til det næste store etapeløb, Fleche du Sud, som køres i Luxembourg fra den 8. til den 12. maj.”
”Her køres i kuperet terræn og da både Kasper og Martin er vant til de luxembourgske stigninger, der hverken kan sammenlignes med danske bakker eller deciderede bjerge, tror jeg, de har en chance for at opnå et rigtigt godt resultat,” siger Allan Johansen fra Concordia Riwal.