Prologen ved Tour de Normandie blev ingen overvældende succes for Concordia Forsikring Riwal, idet holdets på dagen bedste rytter Martin Mortensen kom ind som nummer 86 af de 144 startende – 23 sekunder efter den vindende new zealænder Thomas Scully fra Team Raleigh.
Scully, der som 19 årig vandt VM i scratch, kørte de 4,3 kilometer i Saint-Lo i tiden 4:39,55 og tiderne for Concordia Forsikring Riwals ryttere med deres placeringer i parentes blev følgende:
(86) Martin Mortensen 5:02,98,
(114) Lasse Andersson 5:09,31,
(120) Mikkel Mortensen 5:12,33,
(128) Kasper Klostergaard 5:14,66,
(137) Michael Stevenson 5:21,17
(140) Christoffer Stevenson 5:22,07.
Prologen blev kørt i et relativt behageligt vejr og de første ryttere havde sågar solskin på ruten, der var identisk med prologen i løbets 2012 udgave.
Tirsdag starter Tour de Normandie for alvor, når 1. etape sættes i gang klokken 11.30, hvor feltet starter i Colombelles – en østlig forstad til en af Normandiets vigtigste byer, Caen.
Etapen, der er løbets længste, slutter i Forges-les-Eaux og der er forventet opløb ved 16.30 tiden.