FØLG OS PÅ FACEBOOK    FØLG OS PÅ INSTAGRAM Instagram

Nye indlæg

Holdet klar i Normandiet

17-03-2013

Mandag åbner Concordia Forsikring Riwal 2013 sæsonen med det klassiske franske etapeløb Tour de Normandie, som i år køres for 33. gang siden starten i 1939.

”Det bliver spændende at se, hvordan vi kommer i gang,” siger sportsdirektør Allan Johansen fra sin bil efter at have samlet de sidste ryttere op i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris.

”Vi har besluttet os for at bruge de første par dage på at lære hinanden lidt at kende og finde løbsformen – og så kan vi sætte en egentlig målsætning for løbet derefter.”

Tour de Normandie starter med en blot 3,4 kilometer lang prolog med start og mål på pladsen Champs de Mars i Saint-Lo – en by med cirka 20.000 indbyggere.

”Prologen er så kort, at det vil være svært på forhånd at sige, hvem af vores seks ryttere, der har de bedste chancer – men de får testet deres teknik i de mange svære sving, der er på ruten,” siger Allan Johansen, der blandt andet i Martin Mortensen råder over en glimrende temporytter.

De øvrige deltagere på Concordia Forsikring Riwal holdet er Kasper Klostergaard, Mikkel Mortensen, Lars Andersson og brødrene Stevenson, Michael og den svenske mester Christopher.

Oven på den bidende kulde, der præger søndagens Milano – San Remo har Allan Johansen tjekket vejrudsigten for Normandiet ekstra nøje.

”Det ser ud til, at vi får et løb med temperaturer i omegnen af 5-6 graders varme og med meget regn. Og da det meste af ruten er tæt på kysten, vil der naturligvis også blive tale om en del blæst,” lyder prognosen forud for løbet, der i 2001 havde Thor Hushovd som vinder og som to år senere blev vundet af Samuel Dumoulin.

Første rytter i mandagens prolog bliver sendt af sted klokken 14.00 og sidste mand kører ud på ruten klokken 16.11.


Kategori: Cykelnyt