Martin Grøn


(C) Søren Friis, Fotolab

Navn: Martin Grøn
Født: 11/10-1993
Rytterype: Kuperet tærren

• 4 sejre i 2013

• Samlet sejr i Randers Bike Week 2013

• Med i landsholds-bruttetruppen for U23

Hvordan kom du i gang med cykelsporten?

Det var tilbage i 2003, hvor begge min fætre cyklede. Jeg mener faktisk, at de lavede nogle DM-medaljer som drengeryttere, også havde de jo bare en utrolig masse pokaler. Det endte faktisk med, at jeg selv ringede til min onkel, der har en cykelbutik, og bestilte min første cykel, uden at mine forældre vidste det. Så lige pludselig kom han med en cykel, også betalte mine forældre. - Så var jeg i gang.
Havde du nogle idoler?
Jeg kan godt lide folk, der kører offensivt og lidt mere med hjertet. Jeg kan godt lide folk, der nogle gange tager chancen i stedet for altid at gøre det så matematisk. Både Contador og Nibali kører jo meget med hjertet og er mere impulsive.
Hvad er det værste øjeblik, du har haft som cykelrytter?
Det har faktisk været sidste forår, da jeg var skadet. Der var store forventninger til, at jeg skulle slå igennem det år. Jeg var godt kørende og havde flyttet mig meget. Jeg tror faktisk, at det ville have været en rigtig god sæson, men så blev jeg skadet i 9 uger. Det var 9 hårde uger, og jeg endte med nærmest at gå ned mentalt på det.
Hvad er det bedste øjeblik du har haft?
Jeg havde en sejr sidste år i Vejle. Jeg havde været til Danmark Rundt og følte egentlig, at jeg var i god form der, men jeg leverede ikke rigtigt. Så kørte jeg cykelløb 2 uger efter, hvor jeg simpelthen kørte så stærkt, at jeg smadrede bare folk den dag. Det var det fedeste at prøve.
Hvad er det bedste så ved at være cykelrytter generelt set?
Friheden og ansvaret. Du skal bare passe din træning, og du har selv et ansvar for at være klar. Du skal bare sørge for at være skarp, og om du gør det ved at køre 5 timer hver dag, eller om du gør det ved at køre 3 ekstremt hårde timer, må man selv finde ud af. Bare man er klar. Og så er det jo bare fedt, at lave det man godt kan lide
Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået?
Det må være, at lytte til hvad ens krop siger. Jeg har i mange år været meget disciplineret med at følge træningsprogrammer. Okay hvis jeg lige har kørt et 5 dages etapeløb, så skal jeg lige lytte til kroppen om, hvornår jeg skal træne igen, i stedet for at der står man skal træne efter 2 dage, når du måske ikke er klar.
Kan du fortælle os om den sjoveste oplevelse, du har haft som cykelrytter.
Vi kørte i bil, hvor der stod en gammel mand og malede et stakit inde i siden. Vi snakkede om, at det var spild af tid, fordi når vi kom der 2km før finalen, var der nok nogle, der skulle køre ind i det. Vi kørte jo 10 omgange og rigtigt nok på sidste omgang, så var jeg så selv den, der røg ud over rabatten og ind i det forbistrede stakit.
Hvilket slags udstyr er det vigtigste for dig?
Jeg ved faktisk utroligt lidt om udstyr, men min favorit er min wattmåler. Min far købte en wattmåler til mig som andetårs junior, og det har simpelthen været det vigtigste udstyr, jeg nogensinde har fået. Jeg har kunnet forbedre min træning så meget med den.
Dit favoritløb?
Jeg kan godt lide sådan noget som Liège Bastogne Liège. Jeg synes det er et fedt løb med lidt længere stigninger, hårde stigninger og lang distance. Bare et hårdt løb generelt.
Hvad er din målsætning for denne sæson?
Jeg vil gerne ud og vinde en UCI-sejr.
Er der et UCI-løb, som du har udset dig?
U23 Liège havde jeg kigget på, men det ser ikke ud til, at vi skal køre det.
Men der er mange gode løb, der er også Fredsløbet for U23, hvis jeg kommer med der. Det er landsholdet, der kører det.
Vi har rigtigt mange UCI-løb, og sportschef Christian Ranneries og jeg skal se, hvornår jeg skal være helt skarp.
Hvad så hvis vi kigger længere ud i fremtiden?
Jeg vil gerne længere end kontinental niveau. Jeg vil gerne op på World Touren, det er drømmen og målet. Så målet må være at blive professionel.
 
Foto: Foto-lab.dk/Søren Friis