Drikkevandet er i fare for forurening med et underjordisk CO2-lager
Det er ikke CO2?en, vi er bange for, men det den skubber foran sig!
Det er ikke bare almindelig skepsis, et par rynkede pandelinjer eller et par korslagte arme. Nej, på to matrikelnumre uden for Aabybro betyder de knyttede næver og det stigende stemmeleje en særdeles hård modstand mod planerne om at etablere et underjordisk CO2-lager i området. En modstand, der handler om noget, der er en smule mere håndgribeligt end drivhusgas i sig selv.
- Det er ingen, der har nævnt noget om vores drikkevand. Vi ved, at der ligger vand få meter nede, men hvad bliver der af det, når man presser CO2 ned mellem jordlagene under?
- Vi risikerer at miste det. Du kan altså ikke putte noget ned i et fyldt glas vand, uden noget andet kommer op, mener landmand Poul Christensen.
Jordskælvsrevner
Selvom det ikke er hans marker, der vil få et CO2-lager mellem jordslag en til to kilometer under sig, er Poul Christensen og naboen, Tina Stenfeldt, alligevel meget frygtsomme over for energiselskabet Vattenfalls idéer.
Poul Christensens egne erfaringer fra et vandværksjob, markens arbejde og skriverierne om for meget arsen i drikkevandet ved Thorup Strand forsikrer naboparret om, at kubikmetervis af kuldioxid gemt langt ned i jorden vil presse giftstoffer op i drikkevandet gennem små revner.
- Man ved med sikkerhed, at der af og til sker jordskælv i Danmark, der laver sprækker i jordlagene, og det er gennem dem, at coli, arsen, olie og andre ting vil blive presset op i drikkevandet og hver især være med til at ødelægge det, siger Poul Christensen.
Beskrivelser fra Vattenfall lyder, at uigennemtrængelige lerstenslag indkapsler CO2?en, men det er ikke sikkert nok, mener Poul Christensen.
- Historien viser, at der cirka hvert 100. år er et større jordskælv, og nogen af dem har drænet både søer og åløb.
Han frygter derfor også, hvad et kraftigt jordskælv kan gøre mod undergrunden. Og det er ikke værd at tage chancen, mener Tina Stenfeldt,
- Danmark er helt enestående, fordi vi værner om drikkevandet, og det er for stor en risiko at løbe.
Hun føler ingen hjælp ved, at Vattenfall har lovet at erstatte det, som måtte tage skade som følge af projektet.
- Man kan ikke erstatte vores drikkevand. Det kan jo ikke lade sig gør. Vil Vattenfall så komme med tanke med vand hver dag? Ej, det kommer ikke til at ske, siger hun.
Ifølge naboerne har de forsøgt at spørge Vattenfall til drikkevandsproblematikken ved et borgermøde på Ulveskov Skole uden svar.
Vil advarer Ålborgenserne
Planerne om et CO2-lager knytter sig til Birkelse, men et langt større underjordisk område rundt om er blevet scannet. Poul Christensen er overbevist om, at risiciene ikke blot er for de, der bor lige over CO2-lageret.
- Det handler også om alle dem uden om. Forestil dig, du har en dyb tallerken på hovedet, der er fuld, og du borer et hul i den og presser mere ned igennem. Så vil det sive ud under kanterne, siger han om de giftstoffer, der ifølge naboparret bliver spredt.
På nedenstående hjemmeside kan du følge udviklingen i sagen vedr. placering af CO2-lager ved Birkelse og omegn gennem de indlæg, der har været bragt i tv og dagspresse.