Nye indlæg

GODT NYTÅR !

31-12-2013

Året går på hæld, og her på stutteriet kan vi se tilbage på endnu et år, med en travl hverdag og mange oplevelser. 

Reproduktionssæsonen 2013 blev den mest travle hidtil, med mere end 150 hopper "igennem" i samarbejde med Højgård Hestehospital. Cirka 25 føl blev i løbet af foråret født på stutteriet - og de er nu taget fra, og nyder livet i løsdriften. 

På væddeløbsbanerne i ind- og udland kunne vi igen glæde os over, at vores eget, og vores kunders, opdræt leverede en lang række fabelagtige præstationer. To årige White Russian (Pinechip / Hip Hop MM), opdrættet af Claus Juncker, bejler til titlen som årets 2-åring efter sejre i I.C. Tvedes Memorial og Dansk Opdrætningsløb samt en 2. plads i Jydsk 2-års Grand Prix. 4-årige Sylvester (Høvding Lavec / Happy CN), opdrættet af Niels Jørgen Jensen, nåede bl.a. at vinde 4-års Eliten, inden en skade satte en stopper for hestens Derbydeltagelse. Vores egen Remember Laser (Mr Flirt / Fighter Kiss) vandt 2 V75 løb, løb 1.11,1 og tjente over 400.000 DKK i 2013. Hun er den mest vindende danskopdrættede ældre hoppe i år - og i det norske kunne vi glæde os over, at Mc Steamy (SJ's Photo / My Tiara), opdrættet af Svein Seljord, tog 7 sejre i streg og tjente over 400.000 NOK. Af ældre heste, som også er opdrættet hos os kan nævnes O'Grady (SJ's Photo / Dawn Garbo), opdrættet af Bent Koch, som i 2013 nåede at tjene mere end 400.000 DKK på trods af, at han var skadet en stor del af sæsonen - og Montgomery Hill (SJ's Photo / Funny Hill), opdrættet af Stutteri Sun Hill, som i en alder af 9 år, havde sit livs sæson med 767.000 DKK på kontoen og rekord 1.10,5 ! 

På galopfronten var der to hopper som skilte sig ud Linarda og Ametyst. Linarda (Rock Of Gibraltar / Miss Skycat), opdrættet af Stutteri Laser, startede sæsonen med at vinde Swiss 1000 Guiness og leverede efterfølgende fine internationale præstationer i listed- og gruppeløb. Ametyst (Bonsun's Watch / Pearl Of York), opdrættet af Marianne Pedersen, gjorde det fremragende, men sejr i bl.a. Produce Stakes og placeringer i Opdrætningsløb og Svensk Breeders. 

Vi er stolte over, at alle de ovennævnte heste - samt mange andre gode væddeløbere - er kommet ud af vores koncept - og vi glæder os til 2014, hvor vi forhåbentlig skal fejre endnu flere triumfer.

GODT NYTÅR !!

Marianne & Bo Seisbøll


Kategori: Nytaarshilsen