/ Hingste 2008 / De Noir

De Noir

De Noir

De Noir blev i efteråret 2002 kåret i Hannoveraner Verband, og i 2003 blev han udnævnt som suveræn fløjhingst ved Dansk Varmblods hingstekåring. Umiddelbart efter Dansk Varmblods kåring aflagde De Noir en fremragende 30-dages test, hvor han blev disciplinvinder i dressur og samlet vinder af prøven med hele 914,7 point i ridelighed. De Noir viste igen sin styrke ved 70-dages prøven i 2003, hvor han vandt prøven i dressur med 885 point og også her blev han samlet vinder med 812,75 point. De Noir ligger i top 5 i indeks både i Danmark og Sverige.
De Noirs afstamning er interessant, idet Donnerhall-blodet er matchet med Matcho AA. De Noirs moder Maharani var selv samlet vinder af følskuet i Lüchow. Hun har på 12 avlssæsoner haft 11 føl. I 2002 blev halvsøsteren statspræmiehoppe og samme år blev De Noir kåret. De Noirs oldemor blev flere gange udnævnt til ”Bedste hoppe” ved hannoveranerfinaleskuer. Hun avlede 14 føl på 16 avlsår, heraf to kårede hingste (Walt Disney I+II), en siegerhoppe samt en statspræmiehoppe.

Førende hippologer hævder, at man næppe i mange år har set en hingst nedarve sin type og smidighed på så forskellige hopper som De Noir. Han dominerede følskuerne totalt ved at besætte en stor part af pladserne til eliteskuerne 2004-2011. Her udmærkede han sig som far til bl.a. Klostergaardens Miabella, der var ”Årets hoppeføl” i 2004 og i 2005 blev udnævnt til bedste hoppe i Finland, og som i 2007 blev tildelt guldmedalje i Dansk Varmblod.

I 2005 var han ligeledes far til ”Årets føl” i hannoveranerforbundet i Tyskland. 2007 blev et drømmeår for Katrinelunds sorte perle, da han fik en søn kåret af første årgang og ikke mindre end 20 afkom udtaget til Dansk Varmblods Eliteskue. Her var han far til 40% af alle 3-års hopper, som alle fik medalje – og som det blev kommenteret: ”En sådan gennemslagskraft er aldrig før set i Dansk Varmblod”.
I 2008 fortsatte De Noir sit eventyr, og han blev som den yngste hingst nogensinde udnævnt til elitehingst. Ved unghestechampionatet i 2009 var hele 30% af pladserne besat af afkom efter De Noir, og selvsamme år opnåede De Noir sine første placeringer i S-dressur. I 2010 var han far til guldmedaljehoppen Holballes Deeba, og i 2011 havde han sit første afkom, Vivelstads Renoir, med til UVM i Verden. De Noir har et dressurindeks på 135 og bliver nu videre-uddannet af Lotte Skjærbæk på Grand Prix-niveau.

Konstateret fri for OCD

Stutterialby