En teori går ud på, at minimumsligevægtsfugten i materialerne, hvorunder angreb etablerer sig, er 12% (+- 2%). Materialet kan dog være af en sådan beskaffenhed, at vandet i større eller mindre grad er bundet i substratet og ikke er tilgængeligt for svampen. Materialets overflade er en væsentlig faktor. Uigennemtrængelige overflader er modstandsdygtige. En malet overflade med højglans er mindre modtagelig over for skimmeangreb og er lettere at rengøre. En mat, malet flade fremmer skimmelangreb og er vanskeligere at rengøre.
Såfremt teorien om den nedre grænse på 12% +-2% holder stik, vil man med kendskab til den relative luftfugtighed, hvorunder materialet tænkes anbragt, kunne forudsige risikoen for skimmelangreb, således at materialevalget kan revurderes.
Omvendt vil man med udgangspunkt i ønskede materialer med kendskab til disses Iigevægtsfugtkurver (sorptionsisotermer)
kunne planlægge konstruktionen og klimaet således, at minimumsgrænsen ikke overskrides.
Den tid, hvorunder et materiale er eksponeret for en given relativ luftfugtighed, kan være afgørende for, om et angreb etablerer sig. En kortvarig eksponering for en høj relativ luft fugtighed fører ikke nødvendigvis til skimmelangreb. Er materialets vandindhold væsentlig, vil der med luftfugtigheden som eneste fugtkilde gå et stykke tid, før materialet har opnået den fugtprocent, hvorved et angreb kan etablere sig. Det tidsrum, hvor materialet kan bevares svampefrit under i øvrigt svampegivende faktorer, afhænger af, hvor hurtigt de tilstedeværende diasporer kan spire og vokse under de givne forhold. Forholdene i praksis varierer afhængig af årstid og døgnrytme. I teorien har man forsøgt at opstille diagrammer over skimmelvækst i relation til materiale, relativ luftfugtighed og tid som skitseret i fig. 6.7.1.
Emnet er ikke undersøgt tilbundsgående, derfor skal tallene anvendes med en vis forsigtighed. 
