|
Eksempel 1 (se fig. 3)
Hvilken ligevægtsfugtighed skal et produkt have for ødelægges? Ved levnedsmidler finder den ikke-oxydative ødelæggelse kun sted i område D, ved høj RF%. Enzymatiske reaktioner forekommer kun i område C.
I område B er der stor fare for oxydering med den omgivende luft og irreversible forandringer af kolloidkeur. Den optimale ligevægtsfugtighed fås i område A med punkt X som det foretrukne, når bruneringsreaktioner kan frygtes.
Fig. 3 til eksempel 1: Det fordærvelsesfrie område med X foretrukne punkt.
Eksempel 2 (se fig. 4).
Da de teknologiske egenskaber i et produkt ændrer sig med vandindholdet, kommer spørgsmålet: Hvilken ligevægtsfugtighed giver størst mulig stabilitet?
Figur 4 viser, at ligevægtsfugtigheden for dette produkt om muligt skal ligge imellem pkt. A og B, hvor produktets hygroskopitet er mindst. Her giver en stor ændring i ligevægtsfugtigheden kun en lille ændring i produktets vandindhold.
Fig. 4 til eksempel 2: A-B = Området med den største stabilite i de teknologiske egenskaber.
Klimatisering af produktionslokaler, pakkerum etc. skal planlægges udfra placeringen på Sorptionsisotermen, se også eks. 5.
Eksempel 3 (se fig. 5).
Hvilke krav stilles til emballagen, og hvilken ligevægtsfugtighed skal den have? Emballagens ligevægtsfugtighed skal være i balance med pakkerummets RF% og produktets ligevægtsfugtighed, alle 3 (rum, produkt og emballage) skal have samme RF% f.eks. 30%, så emballeringen kan forløbe problemfrit. Ligger Ligevægtsfugtigheden på det indpakkede produkt i det stærkt hygroskopiske område ved pkt. B er det nødvendigt at anvende dyrere uigennemtrængelig emballage, l pkt. A kan det emballerede produkt tåle større fugtighedssvingninger, uden at ligevægtsfugtigheden forstyrres.
Fig. 5 til eksempel 3: Valg af indpakningsmateriale. Produktet ved A er lidt og ved B stærkt hygroskopisk.
Eksempel 4 (se fig. 6 og 7).
Også ved valg af tilsætningsstoffer bør man se på disses hygroskopiske egenskaber. Ved produkt A vist i fig. 6 vil der sikkert opstå færre problemer end ved produkt B hvis f.eks. produktet skulle leveres til et land med tropisk øklima). Imidlertid bør man ikke nøjes med at undersøge det færdige produkt, men først se på sorptionsisoter merne for de mulige tilsætningsstoffer. Man vil da vælge det fyldstof, der hygroskopisk set ligger i nærheden af det færdige produkt, altså F1, som vist i fig. 7 når φ er den optimale ligevægtsfugtighed i det færdige produkt W. Man ser også i fig. 7, at W og F har samme ligevægtsfugtighed ved helt forskellige vandindhold.
Fig. 6 til eksempel 4: Hvilket produkt skal man vælge? Over 80% er B mindre hygroskopisk end A.
Fig. 7 til eksempel 4: Hvilket fyldstof skal man vælge?
W = Produkt
F1 og F2 = Fyldstoffer ep = Ligevægtspunktet for produktet (og dermed også for fyldstofferne).
Fig. 8 til eksempel 5: Hvor opnår man den maximale udnyttelse af sin affugtningsindsats?
Fig. 9 til eksempel 5: Et varmt og et koldt produkt har forskellig ligevægtsfugtighed.
Eksempel 5 (se fig. 8 og 9).
Hvis vandindholdet i et produkt skal ændres f.eks. i en affugtningsproces, hvordan skal man da vælge driftsforholdene for affugteren? Sorptionsisotermerne fortæller, hvordan man mest økonomisk kan foretage affugtningen. Affugtningsydelsen kan også kvalitativt vurderes på vandindholdsskalaen og virkningen aflæses på RF% skalaen. Punkt C i fig. 8 med ca. 80% RF er måske for høj en fugtighedsprocent, men med en meget lille ekstra ydelse af affugteren kan pkt. A nås, hvilket giver et bedre, mere stabilt produkt. Punkt B 50% RF. derimod kræver endnu mere ydelse af affugteren, og B vil igen søge at stabilisere sig imod pkt. A, når produktet opbevares i et normalt rumklima. Dette er spild af energi til affugteren. Til slut skal man tænke på, at det tørrede produkt, når det er afkølet, har en anden ligevægtsfugtighed end i varm tilstand. Fig. 9 viser tydeligt, hvor informative Sorptionsisotermerne er med hensyn til denne ændring.
|
|
