Rykker solen også i dig?
Den skinner livgivende og ubarmhjertigt afslørende ind gennem vores store og ikke særlig rene vinduer, så trangen til igen at komme ud i haven og nyde planter, fugle og hele "have-pakken" kæmper med pligtfølelsen i forhold til vinduernes let uhygiejniske overflade.
Her vinder haven. Det er ikke nødvendigvis godt. Men sådan er det.
Dovenskab og livsnydelse er to helt væsensforskellige ting. Det er de altså.
Er man doven, betyder det ugidelig, tilbagelænet, ligeglad med (nødvendige) pligter og sådan noget. Ikke?
Livsnydelse er noget andet. Det handler om at sætte pris på både dejlige stunder alene og samvær med de mennesker man holder af, og også at elske æstetik, skønne ting, skæve ideer, dejlig mad. Og andet, som gør livet vidunderligt. Synes vi.
Og ved du hvad? Vi er vist begge dele - dovne OG livsnydende. Det er ikke nødvendigvis godt. Men sådan er det...
Efterårsfarver og røde kinder
Hos os er det ved at være "inde-tid". Det er det nok hos de fleste.
Hos os er selv havebordet rykket indenfor for en stund.
(Dog ikke Stoolfoolsbordet med tilhørende stools. De fungerer bedst, når underlaget ikke er et trægulv...)
Spisebordet er ved at blive malet, så vi har slæbt havebordet på plads i stuen, for at ha' et sted at sidde og spise. Helt uvant og dejlig sommerhus-ferie-agtigt.
Stoolfools-drengene har vidst det længe, men nu bliver det åbenlyst for enhver: Stoolfools-mor elsker pink udover det almindelige!
Det er den skønneste sommerglade farve, som fortjener at danne ramme om måltiderne her i huset, så mor er gået i gang med malerrullen.
Der er delte meninger om farven her i familien, men nu må det komme an på en prøve...
Det er vigtigt at skabe fornyelse engang imellem, så øjnene får noget nyt at kigge på. Kreativiteten skal ha' næring, og vanen udfordres. Så derfor!
Snaps - Så englene synger
Nu varer det ikke længe...! Brombærrene er på vej og dermed muligheden for at lave en ny portion af den legendariske brombærsnaps.
Måske lyder det outdated i dine ører, og det er det måske også. Men her i familien er vi mere optaget af at følge vores egne præferencer end det, der er mainstream. Derfor laver vi (stadig) brombærsnaps.
I grunden er opskriften baseret på solbær, og kommer fra en kær vennefamilie, som fejede alle vores frugtsnapseforbehold væk.
Vi var solgt, da vi smagte deres solbærsnaps, og gik straks på jagt i vores egen have efter bær.
Her er det som om, at jorden egner sig bedre til brombær (det MÅ være derfor, der ikke var ret mange bær på solbærbusken) og nød lærer halvdårlig haveejer at fremstille snaps...
Hos os er den vidunderlige hjerteformede stool allerede stillet klar - selvom det regner. Klar til en kommende solrig hyggestund med plukning af brombær. Så mange, at der nok til både syltetøj, smoothies hele vinteren og ikke mindst: Brombærsnaps!
Find en rengjort flaske med tætsluttende låg og fyld den med
1/3 økologisk rørsukker
1/3 friskplukkede, modne, rensede brombær
1/3 snaps (det fås vist ikke økologisk, eller?)
Vend flasken rundt nogle gange, så det hele blander sig. Skru lige låget på først...
Læg flasken inderst i skuffen med viskestykker. Ja, du læste rigtigt.
Det er genialt af to grunde:
1) Du skal vente 2-3 år (ÅR!!!) før snapsen er klar, og det er smart at den er gemt bagest i en skuffe, så du ikke hele tiden kommer til at savle, når du ser den.
2) Snapsen ligger mørkt og godt og bliver "skvulpet" tilpas, hver gang du åbner skuffen.
Nemt, ikke? Sådan elsker vi det.
Hvorfor ikke nyde det enkle og ha' masser af tid til bare at "være". Det forebygger (og helbreder) stress og føles himmelsk.
Forår forår forår
Endelig kommer det - foråret, som vi har ventet på siden de sidste skovjordbær visnede og efteråret satte ind.
Nu frister drivhuset (mest fordi, der er så hyggeligt at sidde) og fuglene lokker os ud i haven.
Hos os er de gamle stauder ikke helt væk endnu, og efterårsbladene ligger stadig visse steder. Sært, at naturen ikke selv sørger for at blæse dem hen, hvor de gør mest gavn.
I år skal der laves endnu et højbed i haven. Lige der, hvor der er mest sol og kortest vej til vandhanen.
Det skulle der nu også sidste år, men vi blev enige om, at det nok var ok, at vente til i år. Sommeren bliver sikkert også meget bedre end den var i fjor.
Vi er ikke de store have-entusiaster, eller dvs. vi har ikke så meget forstand på, hvordan man bedst dyrker en have.
Til gengæld er vi ekstraordinært gode til at finde en anledning til at sidde ned med en snobrødspind i hænderne og se lidt nærmere på livet og hinanden.
Det gør man rigtig godt ved et ottekantet bålfad, har vi erfaret, og det er nemt og bekvemt at flytte sin stool derhen, hvor røgen ikke svier i øjnene. Det er som om røg skifter mening oftere end godt er, og så er det fint, at det er nemt at flytte sig en gang til ...
Lige nu hitter de varme drikke udenfor. Tjek f.eks.
den grønne the med ingefær - selvom yngstemand her i huset (og såmænd nok også de andre mænd ...) klart vil anbefale den varme kakao.